Knæk sagde knæet

Politiken 20. marts 2005, Søndagsliv
Af Afdelingslæge Peder Burgaard, Ortopædkirurgisk Klinik

Efter en skiulykke kan Hanne stadig ikke strække knæet og heller ikke genoptage sit arbejde. Hun vil derfor gerne vide, om hun mon har fået en skade på ledbåndet, og om hun sandsynligvis skal opereres.

Spørgsmål:
Jeg er 20 år og biologistuderende. Jeg var på skiferie i Sverige, hvor jeg på et relativt fladt område mistede kontrollen over mine ski, så mine ben gled lidt til hver sin side. Jeg følte et mærkeligt knæk i knæet, og knæet vred ud til den ene side. Desuden gjorde det rigtig ondt i knæet, og jeg kunne næsten ikke støtte på det.

Jeg kunne ikke stå på ski efter skiulykken og søgte læge, og der blev foretaget en røntgenundersøgelse, som viste normale forhold. Lægen oplyste mig om, at der var løshed af knæet ( sideledbåndsløshed). Jeg fik anlagt en stabiliserende bandage og fik besked på at kontakte mit hjemsygehus.

Hvad vil I råde mig til, da jeg stadig ikke kan strække mit venstre ben? Hvordan kan man finde ud af, om jeg har fået en ledbåndsskade? Hvis jeg skal opereres – hvor lang tid vil der gå, før jeg er rask og kan genoptage mit arbejde?

Hanne

Svar:
Hvert år rammes flere tusinde danskere af korsbåndsskader, hvoraf langt de fleste er skader på forreste korsbånd. Kvinder er mere udsatte for skader end mænd, hvilket måske skyldes, at der findes flere hypermobile (løse led) kvinder end mænd, og at bevægemønstret er anderledes. For eksempel har det været nævnt, at kvinder lander på mere strakte knæ end mænd.

Gennem de senere år er der påvist flere korsbåndsskader end tidligere, hvilket dels skyldes, at danskerne er blevet mere sportsaktive, dels at lægerne er blevet bedre til at påvise skaderne. Korsbåndsskader opstår ofte i forbindelse med fodbold, håndbold, basketball og skisport, men kan også opstå i ikke-kontaktsport som for eksempel badminton.

Symptomer ved skade
Ved korsbåndsskade kan det føles, som om noget rives over i knæet, og der kan også føles/høres knæklyd fra knæet. Ofte er man efterfølgende ikke i stand til at gå eller stå. Ofte kommer der inden for 24 timer en ansamling i knæet. I svære tilfælde føles umiddelbart en svær løshed i knæet.

Efter en svær knæskade bør man søge læge, og hvis der er hævelse, bør der, hvis lægen skønner det, foretages røntgenundersøgelse. Lægeundersøgelsen kan være vanskeliggjort af smerter, idet mange smerter gør det umuligt at slappe af til lægeundersøgelsen, som derfor ikke nødvendigvis bliver fyldestgørende. Således kan det være nødvendigt at gentage undersøgelsen efter en til to uger.

Ofte er der strækkemangel af knæet samtidig med en korsbåndsskade, hvilket kan skyldes, at der udover korsbåndsskaden er en flækket, indslået menisk. Strækkemanglen skyldes dog oftest smerter som følge af selve korsbåndsskaden.

For at sikre, at der ikke er en indslået menisk (ledbåndsskive), kan man enten foretage en kikkertoperation eller – mere skånsomt – en MR-skanning af knæet. Hvis der er tale om en flækket menisk, som er indslået, er hurtig operation med enten fjernelse af indslået meniskvæv – eller bedre hvis muligt – fastsættelse af meniskvævet igen.

Rekonstruktion
Tidligere tilbød man ikke korsbåndsrekonstruktion til patienter over 30 år, men denne aldersgrænse eksisterer ikke længere. Tidspunktet for korsbåndsrekonstruktion er, når knæet er ved at falde til ro, det vil sige, når hævelsen er ved at aftage, og knæet igen har fået næsten normalt bevægeudslag og i hvert fald fuld strækkeevne – sammenlignet med det raske knæ. Hvis man bliver opereret, før man kan strække knæet fuldstændigt, må man frygte og forvente, at der fremover vil være en strækkemangel i knæet.

For at vurdere, om det er nødvendigt med korsbåndsrekonstruktion, er det meget almindeligt med en fysioterapivejledt træningsperiode på minimum tre måneder. Hvis man herunder føler, at knæet er stabilt, kan man efter grundig diskussion med den behandlende læge vælge enten fortsat træning eller korsbåndskonstruktion. Man kommer sig nemmest efter en korsbåndsrekonstruktion, hvis man er veltrænet inden indgrebet.

Korsbåndsrekonstruktion er nødvendig hos en tredjedel af de personer, der pådrager sig en korsbåndsskade, da de har svær løshed og oplever hyppige knæsvigt. Den næste tredjedel behøver ikke operation, hvis de ophører med sport. Den sidste tredjedel vil føle sig stabile og har ikke behov for korsbåndsrekonstruktion.

I forbindelse med korsbåndsrekonstruktion må man med cirka 90 procent sandsynlighed forvente væsentlig forbedret korsbåndsstabilitet. Man kan dog ikke forvente samme stabilitet som inden skaden. Meget kritisk vurderet er det dog kun cirka to tredjedele, som opnår så god stabilitet og så velfungerende knæ som ønsket.

Nyere undersøgelser tyder på, at forreste korsbåndstransplantat i virkeligheden skal bestå af to parallelle bånd med hver sin forankring både i lårbens- og skinnebensknogle.

Stabiliserende bandager både før og efter korsbåndsskader er ikke tilstrækkelig effektive og giver måske blot en falsk tryghed, som resulterer i, at knæet belastes hårdere, end det kan tåle, og herved opstår yderligere skade.

Der findes flere forskellige væv, som kan indsættes som erstatning for det ødelagte korsbånd. Der er ingen sikker forskel mellem de anvendte metoder, men det er vigtigt, at den, der foretager operationen, er velbekendt med den metode, som anvendes, og at det flyttede væv bliver placeret korrekt, så det mest muligt ligner det gamle korsbånd.

Efter korsbåndsskade må man forvente, at der på et tidligere tidspunkt end normalt udvikler sig slidgigt i knæet, hvilket ikke kan forventes at ændre sig efter en korsbåndsrekonstruktion. Menisken virker normalt stødabsorberende og ved korssbåndsskade også som stabilisator. Man kan sige, at når menisken er bevaret, er trykfordelingen som belastning på en blød hæl, mens trykfordelingen efter fjernelse af en menisk bliver som ved belastning på en stilethæl. På lang sigt vil det resultere i nedslidning af brusken i knæet og yderligere fremskyndet udvikling af slidgigt. Derfor vil man så vidt muligt forsøge at bevare de to menisker.

Risici ved operation
Risici ved operation er, at man må forvente ændret/nedsat følesans på et cirka håndfladestort område på udsiden af operationsarret. Der er risiko for strække- eller bøjemangel efter operationen. Endvidere er der en procent risiko for betændelse, hvilket kan ende som en katastrofe, hvis den ikke behandles umiddelbart.

Der kan opstå flere smerter i knæet end inden operationen. De er ofte forbigående, men kan også være permanente. Typisk er der tale om knæskalssmerter af varierende grad, for eksempel smerter ved gang op og ned ad trapper, smerter i hugsiddende og knæliggende stilling, låsningslignende fornemmelse og periodevis ansamling i knæet. Ubehag ved at sidde med bøjet ben i lang tid og behov for at strække benet for eksempel i en biograf med dårlig benplads forekommer også.

Efter korsbåndsrekonstruktion må der forventes smerter i en periode, aftagende hen mod 14 dage fra indgrebet. Det forventes, at man kan vende tilbage til arbejde, afhængig af arbejdstype, efter seks til ti uger, og man kan forvente at genoptage løbetræning efter tre måneder, men først at begynde på kontaktsport igen efter seks måneder.

Dette forudsætter, at man følger et træningsprogram, ofte fysioterapivejledt, hvor man dog er nødt til at respektere knæet. Der må ikke opstå væsentlige smerter under og efter træning eller hævelse. Hvis det indtræffer, skal træningsprogrammet lægges om, eller intensiteten nedsættes.

Forebyggelse
Der er gjort store anstrengelser for at undgå nogle af skaderne ved for eksempel at træne specielt håndboldpiger målrettet. Herved kan man nedsætte hyppigheden af korsbåndsskader, men ikke fjerne skaderisikoen.

Der har også været overvejelser om, hvorvidt sportssko har for god kontakt til underlaget, så de står for godt fast, og at hårde opbremsninger resulterer i, at for store kræfter overføres direkte til knæet, i stedet for at skoene glider, da står fast og dermed giver et vrid i knæet, måske så voldsomt, at der opstår korsbåndsskade.

Herudover er der gjort store forbedringer med bindinger til slalomski, hvorved risikoen for knæskader nedsættes, hvis man sikrer, at bindingerne er korrekt justerede. Det er dog endnu ikke lykkedes at fremstille bindinger, som er effektive i alle situationer. Slag på bagskiene vil således ikke udløse bindingerne, og kraften vil derfor forplante sig op i knæet og kan resultere i overrivning af det forreste korsbånd og eventuelt også sideledbånd.