Hjertet løber løbsk

Politiken
Af Steen Pehrson og Xu Chen

Hurtig hjertebanken, træthed, åndenød eller ubehag i brystet er nogle af symptomerne på forkammerflimren. Sygdommen kan behandles medicinsk, men undertiden virker behandlingen ikke efter hensigten. I visse tilfælde tilbydes patienten derfor en brænding i hjertet.

Spørgsmål:
Jeg er en mand på 62 år, der gennem mange år har lidt af forkammerflimren. Det har givet mig store problemer, og mit liv blevet meget besværligt. Jeg bliver forpustet selv ved små aktiviteter, bliver meget træt, sveder og har mistet interessen for mange ting, herunder mit arbejde, som ellers tidligere fyldte meget i mit liv.

I september 2000 fik jeg en tredobbelt bypassoperation på Rigshospitalet. Bypassoperationen virker heldigvis upåklageligt, og jeg får ikke længere hjertekramper.

Jeg lider stadig af hjerteflimren og har i alt fået 14 stød - DC-konverteringer. Jeg er i medicinsk behandling med stoffet Cordarone og har hørt og læst en masse om Cordarones mange bivirkninger ved længere tids indtagelse. Min læge siger, at det er den sidste medicinske udvej på mit problem.

Jeg har dog hørt, at man kan lave en brænding af hjertet og på den måde stoppe forkammerflimren. I den forbindelse vil jeg gerne bede specialisterne på Riget beskrive, hvad der ligger bag en brænding i hjertet, om man har gode erfaringer med denne operation, om der er risici ved indgrebet, og om der er noget, man specielt skal tage hensyn til efter indgrebet?

Poul


Svar: 
Forkammerflimren (atrieflimren) er en funktionsforstyrrelse i hjertets elektriske system og er en af de mest almindelige hjertesygdomme. Årligt indlægges 13.000 personer på de danske sygehuse med forkammerflimren, men man anslår, at mange flere danskere oplever denne rytmeforstyrrelse lejlighedsvist eller permanent. Sygdommen, som flere og flere lider af, rammer oftest personer over 50 år.

I det normalt fungerende hjerte styres rytmen af en slags tændstift - sinusknuden - som er beliggende i den øvre del af hjertets højre forkammer. Sinusknuden udsender 50-70 impulser per minut i hvile og øger takten til op mod 170 slag per minut under psykisk eller fysisk anstrengelse.

Den enkelte impuls breder sig til højre og venstre forkammer, som trækker sig sammen og pumper blodet videre til hjertekamrene. Derefter føres impulsen gennem det såkaldte ledningssystem, videre til hjertekamrene, som derefter trækker sig sammen. Hjertekamrenes sammentrækning fører blodet ud i kroppen og giver anledning til en følelig puls i pulsårerne, for eksempel ved håndled og på siden af halsen.

Alt for hurtigt
De seneste års forskning har vist, at hos 80-90 procent af patienterne startes forkammerflimren af en meget hurtig impulsafgivelse på op imod 600 impulser per minut - fra muskelfibre i de blodårer (lungevener), som fører iltet blod fra lungerne ind i venstre hjerteforkammer (se figur 1).

Disse alt for hurtige impulser medfører, at forkamrene sitrer/flimrer uden effektiv pumpefunktion. En del af impulserne sendes videre til hjertets hovedkamre, så patienten får en høj og uregelmæssig puls. Heldigvis filtreres mange af impulserne fra undervejs, så hovedkamrenes rytme ikke bliver katastrofal hurtig.

Symptomerne på forkammerflimren kan være hurtig og uregelmæssig hjertebanken, træthed og nedsat kondition, åndenød eller ubehag i brystet. Umiddelbart skulle man tro, at en sådan rytmeforstyrrelse altid vil være generende, men mange personer oplever faktisk ingen symptomer.

Medicinsk behandling
Forkammerflimren kan i de fleste tilfælde bringes til ophør med et elektrisk stød givet i kortvarig fuld bedøvelse. Behandlingen kaldes en DC-konvertering. Ulempen ved behandlingen er, at man aldrig ved, hvornår rytmeforstyrrelsen kommer igen.

Indtil for få år siden kunne lægerne kun behandle sygdommen med medicin. Der anvendes lægemidler, som enten har til formål at forhindre rytmeforstyrrelsen i at komme tilbage (sotalol, propafenon, flekainid og amiodaron - forhandles som Cordarone) eller medicin, som kan forstærke 'filterfunktionen' mellem hjertekamrene og derved bremse op for den hurtige puls. Her anvendes lægemidler som digoxin, betablokkere og calciumantagonister.

Det er sjældent, at lægemidler helt kan forhindre forkammerflimren, og en del personer har enten bivirkninger eller manglende effekt.

Forkammerflimren indebærer en risiko for, at blodpropper dannet i venstre forkammer kan sendes ud i kredsløbet og eksempelvis give et slagtilfælde i hjernen. Risikoen varierer med alder, typen af ledsagende hjertesygdom og en række andre forhold. En del af den medicinske behandling er derfor blodfortyndende behandling i form af Marevan/Marcoumar eller acetylsalisylsyre (børnemagnyl) i lav dosis.

Brænding i hjertet
De seneste år har man på Rigshospitalet, Skejby, Odense og Gentofte sygehuse kunnet tilbyde en ny type behandling, der indebærer brænding af udvalgte områder af hjertemuskulaturen, så hjertets forkamre ikke længere flimrer.

Ved behandlingen føres særlige hjertekatetre, som kan registrere hjertets elektriske signaler, ind i hjertets rum fra venerne i lysken (se figur 2). Et af kateterne bruges til at brænde og dermed elektrisk isolere muskelfibrene i de fire lungevener fra den øvrige del af forkammermuskulaturen (se figur 3). Dette kaldes en lungeveneisolation.

Behandlingen tager to-fire timer og foregår i lokalbedøvelse. Lægerne anvender et særligt computersystem, der kan optegne hjertekamrenes form samt vise de enkelte brændingspunkter (se figur 3). Under operationen kan lægerne følge kateterets placering ved hjælp af røntgengennemlysning.

Som tommelfingerregel helbreder behandlingen cirka 70 procent af patienterne, mens cirka 30 procent behøver en ny behandling. Det er vanskeligt at sige, hvor længe behandlingen holder, da der kun er cirka fem års erfaring internationalt. Meget tyder dog på, at en god effekt efter 6-12 måneder vil være varig.

Risici
Der er ingen særlige forholdsregler efter behandlingen. Dog skal patienten have blodfortyndende medicin både nogle måneder før og efter behandlingen.

Indgrebet er ikke helt ufarligt. I 1-2 procent af behandlingerne tilstøder der komplikationer, som er alvorlige. Det drejer sig om forsnævring eller delvis tillukning af ilttilførsel til hjertet, blodprop i hjernen, blodansamling i hjertesækken og lækage fra venstre forkammer til spiserøret. Det er derfor vigtigt, at patienten før behandlingen er grundigt orienteret om indgrebet og sammen med en læge har afvejet fordele og ulemper.

På Rigshospitalet har vi udført behandlingerne siden 2000. I 2005 forventer vi at behandle cirka 200 patienter. Behovet for denne behandling er voksende, og det har medført lang ventetid for mange patienter. Brænding i hjertet tilbydes kun til patienter, der har prøvet andre behandlingsformer, herunder medicinsk behandling, uden resultat.

For at øge chancerne for et godt behandlingsresultat og minimere risikoen for komplikationer kræves det normalt, at patienten er under 75 år og ikke lider af andre hjertesygdomme. Patienten skal have udtalte symptomer på forkammerflimren, men symptomerne må kun forekomme anfaldsvis. Det er dog vigtigt at pointere, at der for tiden slækkes på disse 'krav', så behandlingen fremover kan tilbydes til flere patienter.