Forbindelserne er afbrudt

Politiken
Af overlæge Fin Biering-Sørensen, Klinik for Rygmarvsskader

Et brud på rygsøjlen kan give mange gener, ikke mindst fordi kommunikationen mellem hjernen og resten af kroppen bliver afbrudt.



Spørgsmål:
En af mine venner brækkede ryggen i forbindelse med en trafikulykke. Ud over lammelserne, som betyder, at han nu sidder i kørestol, har han også fået andre problemer, som han må kæmpe med i hverdagen. Jeg tænker på, at han skal bruge kateter for at tisse, han har tit problemer med afføringen og meget andet. Er det normalt ved den slags skader?

Mvh.
Michael


Svar: 
Problemerne, som du omtaler, er meget normale hos mennesker med skader på rygmarven.

En rygmarvsskade kan opstå som følge af en ulykke eller en sygdom. Der er i Danmark hvert år 50-60 ulykker med brækket ryg eller nakke, som medfører en så alvorlig skade på rygmarven, at specialiseret behandling og genoptræning er nødvendig. Halvdelen af skaderne skyldes trafikulykker, mens en fjerdedel forårsages af faldulykker. Resten kan for eksempel være sports- og fritidsulykker. Til de sidste hører også udspring på lavt vand!

Hovedparten af ofrene er mænd i aldersgruppen 15-30 år. Ulykkerne medfører lige hyppigt en halsrygmarvsskade, hvor personen får en tetraplegi (lammelse (= plegi) af fire (= tetra) ekstremiteter, dvs. både arme og ben) og en bryst- eller lænderygmarvsskade, der giver anledning til en paraplegi (lammelse af benene).

Udover de tilskadekomne ses et endnu større antal personer, der får en rygmarvsskade som følge af en diskusprolaps, betændelsestilstand, svulst, karmisdannelse, (hjerneblødning) m.m. Disse personer er gennemgående ældre og mere ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder. Hertil kommer, at omkring 15 børn hvert år fødes med rygmarvsbrok.

Overlevelsen bedret
Indtil halvfjerdserne var nyresvigt og urinvejskomplikationer samt blodforgiftning i forbindelse med tryksår de primære dødsårsager. Overlevelsen for personer med rygmarvsskade er forbedret betydeligt over de seneste årtier og nærmer sig gennemsnitsbefolkningens, ligesom årsagerne til at de dør mere ligner normalbefolkningens.

Men hvorfor er en rygmarvsskade så alvorlig?
Hvis vi forestiller os rygmarven som et tykt telefonkabel med millioner af tråde, er er det ensbetydende med, at alle informationer fra og til hjernen og hele kroppen neden for 'kabelbruddet' bliver afbrudt, hvis dette kabel bliver revet over. Hvis den tilskadekomne har brækket nakken, vil det umiddelbart betyde, at han er lam i arme, krop og ben, idet der ikke kan komme beskeder fra hjernen om, at musklerne skal trække sig sammen.

I huden og organerne er der samtidig en masse følelegemer, som ikke kan give information til hjernen, når forbindelsen er afbrudt. Det er jo i hjernen, at informationerne kommer til vores bevidsthed - at vi erkender, hvad og hvor der føles noget. Denne manglende kommunikation mellem hjerne og krop betyder ud over lammelserne, at man mister følesansen i hele kroppen, mister fornemmelsen eller muligheden for normal vandladning eller afføring, og den påvirker seksualfunktionen m.m.

Konsekvenserne af en rygmarvsskade er:

• Lammelser og medfølgende mindskelse af muskelmassen på grund af manglende aktivitet af musklerne.
• Stivhed ved bevægelse (spasticitet).
• Komplet stivhed over et led, for eksempel spidsfod (kontrakturer).
• Manglende følesans med risiko for sidde- ligge- og andre tryksår.
• Vejrtrækningsbesvær ved skader i øvre del af bryst- og i halsrygmarven.
• Vandladningsproblemer med risiko for inkontinens (utæthed), urinvejsbetændelse, sten og nyrebeskadigelse.
• Afføringsproblemer med risiko for forstoppelse og inkontinens.
• Nedsat seksuel funktion og hos mænd tillige frugtbarhed.
• Hormon- og stofskifteændringer blandt andet som følge af fysisk inaktivitet.
• Knogleafkalkning med øget risiko for benbrud.
• Blodtryksforstyrrelser og øget risiko for blodprop i benene. Voldsomme svedeperisoder.
• Smerter, ikke mindst nervesmerter i områder uden normal følesans.

Hvor meget disse og andre funktioner er påvirket, afhænger af, hvor højt på rygmarven skaden har ramt, og hvor udbredte skaderne er.

En rygmarvsskades kompleksitet indebærer naturligvis, at der er behov for mange forskellige specialfunktioner omkring den enkelte patient lige fra starten.

Behandling
Klinik for Rygmarvsskader på Rigshospitalet varetager behandling, optræning og livslang kontrol af alle patienter, der bor i Østdanmark, Grønland og Færøerne, mens Paraplegifunktionen ved Viborg Sygehus sammen med Århus Universitetshospital behandler patienter fra Vestdanmark.

På Rigshospitalets afsnit i Hornbæk er der 43 senge samt ambulant behandling. På selve Rigshospitalet findes Lægeambulatoriet, ligesom alle undersøgelser, røntgen, skanninger med videre samt tilsyn med andre afdelinger foregår her.

Træningen går ud på at udnytte alle de funktioner, den enkelte har og eventuelt får hen ad vejen. Samtidig skal der sammen med den enkelte findes de bedst mulige løsninger for at kompensere for de funktioner, der ikke kommer igen. Der gennemføres funktionstræning og træning i daglige aktiviteter, og de nødvendige hjælpemidler, herunder kørestol, tilpasses.

Med baggrund i det livslange handikap og de mange risici, en person med rygmarvsskade er udsat for, er information og forståelse af egen situation afgørende for at mindske risikoen for komplikationer fremover. I dag er mulighederne for at leve et aktivt liv efter en rygmarvsskade gode, men det er også vigtigt, at psykiske og sociale forhold tilgodeses i rehabiliteringsprocessen for at give den størst mulige livskvalitet.

Inden udskrivelsen fra den primære genoptræningsperiode skal de nødvendige hjælpemidler være tilpasset, de fremtidige muligheder i relation til bolig, transport, job/pension, fritidsaktiviteter med mere skal være vurderet, og de nødvendige tiltag være taget.

Personer med rygmarvsskade følges livslangt i et rygmarvsskadecenter, dels med henblik på vurdering af eventuelle komplikationer, dels for at vurdere om den pågældende vil kunne have glæde af nogle af de nye muligheder, der heldigvis hele tiden dukker op.

Reparation af rygmarven er naturligvis det ultimative ønske hos enhver, der har pådraget sig en rygmarvsskade, og de seneste års forskning har også bragt nyt håb inden for dette område. Her tænkes især på reetablering af brudte nerveforbindelser. Vejen er dog fortsat lang, og det vil tage adskillige år, inden vi kan anvende disse resultater på mennesker.

Indtil reetablering af nerveforbindelser bliver mulig, vil den praktiske udvikling og forskningen gå efter at forbedre funktionerne - uden de dog bliver som inden rygmarvsskaden.

Elektrisk stimulering
Funktionel elektrisk stimulering er en mulighed, der allerede anvendes inden for forskellige områder:

• Vejrtrækning: Indoperering af elektroder på nerverne til mellemgulvet med henblik på stimulering til vejrtrækning (se tegning).
• Blære- og tarmtømning: Indoperering af elektroder svarende til korsbensnerverødder. Forskellige former for stimulering af andre nerver.
• Mandlig fertilitet: Stimulering via endetarmen med henblik på sædafgang.
• Bevægeapparatet: Overfladestimulering, det vil sige med hudelektroder, for at modvirke musklen skrumper, forbedre konditionen, øge knoglemineralindholdet i benene, dæmpe spasticitet, bedre hånd-, stå- og gangfunktion med mere.
• Håndfunktion: Indoperering af elektroder svarende til håndens muskler for at opnå håndfunktion
• Sårbehandling: Ved anvendelse af hudelektroder.

Ny og bedre teknologi vil generelt blive et vigtigt element for at bedre mulighederne for personer med rygmarvsskade, dels i udviklingen af specifikke behandlinger, og ikke mindst mht. udvikling af bedre hjælpemidler, der kan lette hverdagen.