Efter katastrofen

Politiken
Af Ledende psykolog Anders Korsgaard og Klinikchef Anne Lindhardt, Psykiatrisk Klinik.

Da tsunamien ramte Asien i julen, blev mange danskere berørt. En del af dem har modtaget hjælp fra Rigshospitalets krisepsykologer. 

Spørgsmål:
Jeg fulgte i julen tsunami-katastrofen på tv og har tænkt på, om de mange overlevende får varige psykiske men, eller om man fortrænger oplevelsen med tiden? Hvordan behandler vi i Danmark mennesker, der har psykiske men efter katastrofer og ulykker?

Mvh.
Mette


Svar:
Over 200.000 mennesker omkom, og millioner kom til skade, blev hjemløse eller mistede deres livsgrundlag, da tsunamien skyllede ind over strandene i Asien 26. december 2004 om morgenen.

Flere tusinde danskere blev direkte berørt af katastrofen, særligt i turistområderne i Thailand, og det er dermed den største 'danske' naturkatastrofe nogensinde.

Rigshospitalet udsendte på opfordring af Udenrigsministeriet et kriseteam til Thailand kort efter tsunamien. Opgaven her var at tale med de berørte og give vejledning om almene og specielle krisereaktioner.

Omkring 500 af de cirka 2.200 danskere, der blev registret som hjemvendte fra de berørte områder, søgte og modtog hjælp i den akutte fase - dels fra det akutte kriseberedskab på Rigshospitalet, dels i deres lokalområde. Der var tale om både personlige henvendelser og i mindre omfang telefonrådgivning.

Psykiske reaktioner
Erfaringer og undersøgelser viser, at mennesker, der bliver ramt af en voldsom ulykke eller katastrofe som tsunamien, ofte får ganske bestemte psykiske reaktioner umiddelbart efter oplevelsen. Det kan være følelse af uvirkelighed - som om man befinder sig i en film - angst, søvnløshed og humørsvingninger samt hyppige genoplevelser af det skete. Typiske reaktioner er også, at man bebrejder sig selv og føler skyld over at have overlevet. Akut belastningsreaktion (ASD - Acute Stress Disorder) er den samlede betegnelse for disse reaktioner.

Hvordan den enkelte reagerer på et traume, afhænger af en lang række faktorer såsom: Hvordan man var involveret i katastrofen. Er man på samme tid efterladt og overlevende eller overlevende uden at have mistet nære pårørende? Har man handlet i overensstemmelse med sin moral og samvittighed i katastrofesituationen? Har man måske et ansvar for ulykkens opståen? Er det en menneskeskabt katastrofe eller en naturkatastrofe? Der er erfaring for, at det er vanskeligere at forsone sig med de menneskeskabte katastrofer end der, hvor naturen har 'handlet'.

Symptomerne vil normalt aftage, men kan fortsætte i flere måneder eller mange år efter. Varigheden afhænger af, hvordan man har været berørt, hvad man har set, og hvad og hvem man har mistet.

Symptomer, der ikke behandles, kan på længere sigt udvikle sig til depressioner, vedvarende tilbøjelighed til at føle sig angst - og i sjældnere tilfælde misbrug af alkohol og stoffer.

Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD - Posttraumatic Stress Disorder) er den samlede betegnelse for længerevarende men efter en katastrofe eller ulykke. Også professionelle hjælpere som redningsfolk og politifolk kan rammes af lidelsen efter gentagne gange på jobbet at have overværet, at mennesker kommer alvorligt til skade.

Behandling
Reaktionerne på tsunamien adskiller sig ikke væsentligt fra reaktioner på andre voldsomme katastrofer og ulykker. Men hver enkelt har sin egen oplevelse og sin egen historie, som det kan være hensigtsmæssigt at tale med andre involverede om. De deler en helt særegen oplevelse og kan have gavn af at mindes den og fortælle om den til andre, der har en særlig forudsætning for at forstå, fordi de selv har været der.

De fleste ramte har også behov for følelsesmæssig støtte samt praktisk hjælp. Støtte og hjælp gives bedst ved nære relationer i familie- og vennekredsen. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, og symptomerne fortsætter, er det nødvendigt at søge professionel hjælp.

Alle amter oprettede et særligt kriseberedskab lige efter tsunamien, og nu har det almindelige sundhedsvæsen ansvaret for behandlingen af patienter med langvarige psykiske men. Indgangsporten er den alment praktiserende læge, som kan henvise videre.

Rigshospitalets Krisepsykologiske Enhed, som har en helt særlig ekspertise i behandlingen af både akutte og senere reaktioner på og følger af ulykker og katastrofer, behandlede og behandler fortsat en del af de ramte efter tsunamien.

Formålet med den professionelle indsats er i den akutte fase at vurdere, hvem der specielt har brug for hjælp, at yde hjælpen samt at forebygge psykiske følger på længere sigt. De fleste har brug for råd, som gør det lettere at bearbejde hændelsen. Som f.eks. at søge støtte i netværk, få sin søvn, motionere, prøve at skabe en rytme og struktur i dagligdagen med videre.

Ved længerevarende psykiske men er formålet med den professionelle indsats at yde behandling med samtaleterapi og i nogle tilfælde også medicinsk behandling.
Krisepsykologernes arbejde

Ved behandlingen gennemgås traumeoplevelsen, dens faktuelle forløb, hvad der skete, og hvad den ramtes rolle var. Dette kan dog først ske, når den ramte er parat til det. Tanker, reaktioner og indtryk drøftes. Her er det væsentligt, at den ramte får mulighed for at gøre sig en række overvejelser sammen med kriseterapeuten om eksistentielle begreber såsom mening/meningsløshed, retfærdighed/uretfærdighed og skyld.

Kriseterapiens varighed afhænger af graden af de psykiske men, men typisk vil det være fra få samtaler til ganske langvarige forløb, f.eks. når det gælder efterladte.

Dansk Røde Kors er i den forbindelse gået i gang med at oprette en hjemmeside med adgang for de berørte, hvor de har mulighed for at dele erfaringer med andre, der oplevede katastrofen på nærmeste hold.

Mange undersøgelser viser god effekt af kriseterapi til personer med PTSD. Fagfolk diskuterer dog i øjeblikket vigtigheden af den kriseterapeutiske indsats umiddelbart efter en katastrofe. Fagfolks tilstedeværelse ved en større ulykke eller katastrofe er væsentlig, bl.a. ved vurdering og prioritering af behandlingsbehov blandt de psykisk skadede samt efterfølgende ved at yde råd og vejledning til såvel de berørte som til redningspersonalet.

Fakta om posttraumatisk belastningsreaktion Internationale erfaringer viser bl.a., at posttraumatisk stress kan opstå ved alle typer alvorlige traumer, som krig, naturkatastrofer, voldtægt, tortur og andre begivenheder af exceptionel art. 1-3 procent af en typisk vestlig befolkning formodes at lide af posttraumatisk stress. I risikogrupper som f.eks. professionelle soldater og redningsfolk er tallet noget højere. Kvinder udvikler posttraumatisk stress i højere grad end mænd. Undersøgelser viser, at efter bilulykker udvikler cirka 10 procent af mændene PTSD, mens tallet for kvinder er 20 procent.

Det kan familie og venner gøre Tag personen alvorligt. Lyt til beretningen uden at inddrage egne 'historier'. Vis omsorg. Hjælp med praktiske forhold. Vær tålmodig. Respekter, at nogle ikke har lyst til eller godt af at tale om hændelsen. Brug din almindelige sunde fornuft og medmenneskelighed. Hjælp med at søge professionel hjælp, hvis reaktioner som uvirkelighedsoplevelse, chok, angst, søvnløshed og forvirring varer ved.