De fleste bliver raske

Politiken
Af overlæge Kjeld Schmiegelow, Pædriatrisk Klinik II

Kræft er langt mere sjælden hos børn end hos voksne. De kræftsygdomme, der rammer børn, er også nogle andre end dem, voksne får. Årsagen til, at børn får eksempelvis leukæmi, er stadig ikke kortlagt.



Spørgsmål:
Mit barnebarn Charlotte er blevet indlagt med blodkræft. Jeg tror, lægerne kalder sygdommen lymfatisk leukæmi. De siger, der er gode chancer, for at hun kan blive rask, og det giver os selvfølgelig håb. Hun har aldrig før fejlet noget alvorligt.

Før Charlotte blev syg, troede jeg slet ikke, at børn kunne få kræft, og det har chokeret mig, at hun har fået det, selv om hun kun er fire år gammel. Ved man, hvorfor børn får kræft?

For fem år siden mistede jeg min mand af lungekræft, og sidste år døde min søster af brystkræft. Det har fået mig til at spekulere på, om Charlottes leukæmi skyldes noget arveligt, og hvor længe hun kan have haft sygdommen.

Mormor


Svar:
Kræft hos børn og hos voksne er meget forskellige. I Danmark er der 150 børn om året, der får stillet en kræftdiagnose. I modsætning hertil er der hvert år mere end 30.000 voksne, der får kræft. Set i det perspektiv er det således forholdsvis sjældent, at børn får kræft.

Det er også forskellige kræftsygdomme, der rammer voksne og børn. De kræftsygdomme, der især ses hos voksne, for eksempel kræft i lunger, tarm, livmoderhals, huden eller bryst, ses stort set aldrig hos børn. De fleste af disse voksenkræftsygdomme er kendetegnet ved, at de enten opstår i væv, der er følsomt for de hormoner, vi har i kroppen, såsom brystkræft, eller at de opstår i de dele af vores krop, der har en direkte kontakt med det ydre miljø.

Når voksne får kræft, kender vi ofte skadelige faktorer i miljøet, der kan være årsagen til sygdommen. Det kan for eksempel dreje sig om rygning ved lungekræft, kostfaktorer ved mavetarmkræft eller sollys ved hudkræft.

I modsætning hertil får børn først og fremmest kræft i de indre organer, dvs. i organer, der ikke har en ydre overflade. Således er hver tredje kræftsygdom hos børn leukæmi (blodkræft), mens de øvrige kræftsygdomme er lokaliseret til hjernen eller til andre indre organer. Den kræftsygdom, dit barnebarn har, er ikke særlig almindelig hos voksne, men er en af de mest almindelige kræftsygdomme hos børn, hvor den hyppigst opstår i tre-fire-års alderen.

Hyppigst i rige lande
Den type leukæmi, dit barnebarn har (lymfatisk leukæmi), opstår i kroppens lymfeceller, dvs. i vores immunapparat, der blandt andet skal bekæmpe infektioner. Mange undersøgelser har peget på, at leukæmi især er hyppig i de lande, der har en høj levestandard og sjældnere i lande med en lav levestandard - som for eksempel de afrikanske lande.

En fremherskende hypotese er derfor, at leukæmi kan opstå, fordi der mangler det normale samspil mellem vores immunapparat og infektioner i den tidlige barndom. Jo sundere vi lever, og jo færre infektioner vi har i de første leveår, jo større er risikoen for, at leukæmi udvikles. Vi ved ikke, om det er nogle specifikke infektioner eller blot infektioner i almindelighed. Det er også uvist, hvorvidt man en dag vil kunne vaccinere eller på anden måde stimulere immunapparatet hos børn og dermed forhindre, at leukæmi opstår.

Desværre er det meget sjældent, at der kan påvises en årsag til, at børn får kræft. Kræft hos børn opstår heller ikke hyppigere i familier, hvor der er en eller flere voksne, der har haft kræft. Ligesom dit barnebarn har de fleste børn med kræft været helt raske, indtil de får påvist deres kræftsygdom. Det gælder også børn med den type leukæmi, som dit barnebarn har fået.

Søskende til børn med kræft har således heller ikke en øget risiko for selv at få kræft. Da søskende ofte har arvet de samme egenskaber fra deres forældre, og da de er vokset op i det samme miljø, peger dette på, at for de fleste børn spiller hverken arvelige forhold eller skadelige miljøfaktorer nogen væsentlig rolle for risikoen for en kræftsygdom i barnealderen.

Begynder i fosterlivet
Mange af de kræftsygdomme, der er typiske i barnealderen, men sjældne hos voksne, kan starte allerede i fosterlivet. Det gælder for eksempel nyrekræft, leverkræft, leukæmi og visse kræftsygdomme i nervesystemet.

I dag ved vi, at mange raske børn er født med forstadier til kræft. Formentlig er der 100 gange flere nyfødte, som har forstadier til leukæmi, end der er børn, som faktisk udvikler leukæmi. I langt de fleste tilfælde forsvinder eller inaktiveres disse leukæmiforstadier, uden at kræftsygdommen udvikles.

Forskere på Rigshospitalet samarbejder med andre forskergrupper i Danmark og i Norden - herunder på Statens Serum Institut - for at kortlægge, hvor ofte raske børn fødes med forstadier til leukæmi. Desuden arbejdes der på udvikling af metoder, der forhåbentlig en dag vil kunne føre til, at man vil kunne screene nyfødte børn for sådanne forstadier til leukæmi og derefter kunne tilbyde dem en behandling, der kan fjerne disse forstadier og derved forhindre, at de udvikler leukæmi.

Prognosen ved leukæmi
Prognosen for børn med leukæmi er bedret betydeligt de senere år, og i dag bliver de fleste patienter helbredt. Denne forbedring afspejler først og fremmest to forhold. Dels er det i dag muligt at kortlægge, hvor aggressiv den enkelte patients leukæmi er, og derved tilpasse intensiteten af behandlingen til sygdommen. Dels er kemoterapien (behandling med cellegifte) blevet meget intensiv og effektiv.

For de børn, der kun modtager kemoterapi, varer behandlingen typisk to til to et halvt år. Mellem fem og ti procent af børnene har dog så aggressiv en leukæmi, at den bedste chance for helbredelse opnås ved at give en knoglemarvstransplantation. Denne behandling finder her i landet kun sted på Rigshospitalet.

Allerede efter få ugers kemoterapi er det hos langt de fleste børn med leukæmi ikke længere muligt at se leukæmiceller i deres knoglemarv. Hvis behandlingen blev standset på dette tidspunkt, ville alle patienter imidlertid få tilbagefald.

Der er udviklet analysemetoder, der gør det muligt at påvise blot en enkelt leukæmicelle blandt 10.000 eller 100.000 normale celler i blodet eller i knoglemarven, der danner blodets celler. Derved er det muligt meget mere præcist end tidligere at følge effekten af behandlingen hos den enkelte patient.

Disse analyser vil i løbet af en årrække indebære, at nogle patienter skal have mere intensiv kemoterapi for at blive raske, mens behandlingen med cellegifte for andre patienter kan gøres mindre intensiv, fordi de reagerer særlig godt på behandlingen, hvorved risikoen for akutte bivirkninger og for senfølger kan reduceres.

For blot 30 år siden døde næsten alle børn med kræft. I dag bliver cirka 75 procent af børnene raske. Set i det perspektiv er behandlingen af kræft hos børn, herunder leukæmi, en af de største medicinske landvindinger i nyere tid. De kommende års udfordring er først og fremmest at afdække årsagerne til, at børn får kræft, så en del af disse sygdomme forhåbentlig en dag kan forebygges, samt at afklare årsagerne til, at behandlingen svigter hos en del af patienterne.