Antistoffer mod leddegigt

Politiken 16. juli 2006, 4. sektion, side 22
Af overlæge Bo Baslund, Reumatologisk Klinik

Kronisk leddegigt er en sygdom, hvor celler fra kroppens immunsystem angriber kroppen selv - først og fremmest leddene.
 

Spørgsmål:
Min kusine er 38 år, og hun har i flere år haft leddegigt. Hun har prøvet forskellige slags medicin, men har fortsat mange smerter og meget aktiv sygdom, og nu taler man om at ville give hende behandling med biologisk medicin. Hvad er det?
Maren K.

Svar:
Kronisk leddegigt er en sygdom, hvor celler fra kroppens immunsystem angriber kroppen selv - først og fremmest leddene. Sygdommen er kendetegnet ved, at kroppens led bliver angrebet af en betændelseslignende tilstand, der kan medføre, at ledbrusken og i nogle tilfælde ledkapslen og den underliggende knogle ødelægges.


Leddegigt giver smerter, stivhed og hævelser i leddene. Man vil også føle træthed, eventuelt få feber og tabe i vægt. Smerterne skyldes betændelse og ujævnheder i ledfladerne, så det gør ondt at bevæge leddet. Trætheden er sværere at forklare, men muligvis hænger den sammen med kroppens konstante arbejde med at fremstille celler og betændelsesstoffer, hvoraf nogle i sig selv kan give træthedssymptomer. Det kan også forklare, at mennesker med leddegigt kan få feber og tabe sig i vægt.

Årsagen til leddegigt kendes ikke. Sygdommen udløses af ydre faktorer hos mennesker, der er særligt modtagelige på grund af særlige arveanlæg. Bestemte arveanlæg, herunder visse vævstypegener, forekommer således hyppigere ved leddegigt end i befolkningen generelt. Der er også en forøget forekomst af leddegigt i familier, hvor et medlem har sygdommen.

Behandling
For at behandle leddegigt er det nødvendigt at dæmpe immunsystemet. Fra slutningen af 1980'erne er det sket med methotrexat, som er et stof, der har en hæmmende effekt på en række af kroppens betændelsesreaktioner. Der findes dog patienter, som ikke kan anvende methotrexat. Enten fordi de ikke tåler det, fordi det ikke virker tilstrækkeligt, eller fordi effekten ophører. Der er altså brug for andre medikamenter til at kontrollere sygdommen.

Siden 1998 har der været såkaldt biologisk medicin på markedet til behandlingen af blandt andet leddegigt. Ved biologisk medicin forstås et lægemiddel, som kommer fra levende celler, modsat f.eks. methotrexat, som er kemisk fremstillet.

Den biologiske behandling består oftest af antistoffer. Antistoffer dannes hos alle mennesker f.eks. ved infektioner. Det er muligt at fremstille antistoffer mod et bestemt protein ved at sprøjte proteinet ind i et dyr, f.eks. en mus, som så danner masser af forskellige antistoffer mod proteinet. Hvis sådanne antistoffer skal kunne anvendes til behandling, skal de være af den samme type. Det kan godt lade sig gøre at isolere de celler, som danner antistofferne, men indtil 1975 var det ikke muligt at få cellerne til at leve i længere tid og dermed massefremstille antistoffer til behandling. Det problem blev løst, da de to forskere Köhler og Milstein opdagede en metode, som kunne få de isolerede celler til at overleve.

Flere slags medicin
Patienter med leddegigt har særlig meget TNF-protein i både blod og ledvæske. Eksperimenter har vist, at TNF spiller en helt central rolle for sygdomsaktiviteten hos leddegigtpatienter, og behandlingen går derfor ud på at lave antistoffer, som kan sprøjtes ind i patienter, så den skadelige effekt af TNF hæmmes.

Anti-TNF-præparater har været på markedet siden slutningen af 1990'erne, og de har vist sig meget effektive til at dæmpe sygdomsaktiviteten og bremse sygdomsudviklingen. Anti-TNF virker dog ikke hos alle leddegigtpatienter. En tredjedel oplever en god effekt, en tredjedel oplever en delvis effekt, mens den sidste tredjedel slet ingen effekt oplever. Der er således fortsat brug for nye medikamenter og en bedre brug af den allerede eksisterende medicin i kombination med forskellige slags biologisk medicin.

Anti-TNF-præparater er ikke den eneste slags biologisk medicin til behandlingen af kronisk leddegigt. Der er i dag to andre præparater, som rammer immunsystemet andre steder, og der er yderligere nye lægemidler på vej.

Ud over at disse medikamenter er meget dyre, er der andre ulemper ved at anvende dem. Hvor de 'gamle' lægemidler som methotrexat dæmper aktiviteten bredt i immunsystemet uden at slå funktionen ud, så virker de biologiske præparater meget mere potente. Eksempelvis er der situationer, hvor det er godt at have TNF, f.eks. til bekæmpelse af infektioner. Patienter, der behandles med antistoffer, bør derfor være særligt opmærksomme og kontakte den behandlende læge, hvis de får infektioner.

Betydningen af Köhler og Milsteins metode for forskningen og den kliniske medicin kan ikke overvurderes. De modtog Nobelprisen i 1984, og fremstillingen af forskellige slags antistoffer vil fortsat have stor betydning - ikke blot i behandlingen af kronisk leddegigt, men for en lang række andre ledsygdomme, bindevævsimmunssygdomme og visse former for lymfekræft.