Anoreksi skal bekæmpes med mod

Politiken 31. oktober 2004, Søndagsliv
Af overlæge Marianne Hertz, leder af Anoreksi-klinikken, Psykiatrisk Klinik

Behandlingen af anoreksi strækker sig typisk over flere år og kræver patientens medvirken. Langt de fleste kan blive raske med ambulant behandling, men de alvorligste tilfælde kræver indlæggelse

Anoreksi er tilsyneladende en sygdom, der breder sig blandt unge piger. Det indtryk får man i hvert fald i medierne. Er det tilfældet? Hvilke mekanismer ligger der bag sygdommen? Og kan den helbredes?

Anoreksi er en gådefuld sygdom. Den er blevet fremstillet som tidens troldspejl, og der er mange myter omkring anoreksi. For eksempel myten om, at det vestlige overflodssamfund har skabt sygdommen, og at det primært er en overklassesygdom, der mest rammer særlig begavede eller talentfulde piger.

Mediernes fascination af patienterne er ofte endt i idealiserede billeder af pigerne som ædle og stærke - eller det modsatte - de er blevet devalueret som forkælede piger, der bare er ude på at ligne fotomodeller. Alle disse forestillinger er uholdbare.

Anoreksi ser ud til at have eksisteret til alle tider, og den rammer bredt uafhængigt af samfundsklasse og begavelse. Omkring en halv til en hel procent af yngre kvinder i befolkningen lider af anoreksi.

Skæv kønsfordeling
Det er en sygdom, der oftest bryder ud i ungdomsårene, men den ses også senere i livet. I gennemsnit er patienterne omkring 18 år, når sygdommen bryder ud. 90 procent af anorektikerne er piger eller kvinder. De resterende 10 procent er mænd og drenge. Hos dem er symptomerne de samme som hos pigerne, og sygdommen har samme forløb.

Der er ingen andre sygdomme, der har denne kønsfordeling, og det kan blandt andet skyldes, at der hos piger i puberteten sker et stort skift i kroppens sammensætning og reguleringen af sult og mæthed. Noget tilsvarende sker ikke hos drenge.

Kroppens regulering af sult, vægt og fedtindhold er kun mangelfuldt kendt hos raske mennesker og endnu mindre belyst hos anoreksipatienter. Men sygdommen kan ses som et sammenbrud af disse regulerende mekanismer i forbindelse med psykisk og socialt stress.

Sygdommen findes i alle grader, lige fra de ganske lette og kortvarige tilfælde, der kan klares med et par enkelte samtaler, til de meget langvarige og livstruende sygdomstilstande.

En genetisk undersøgelse har vist en arvelig komponent i sygdommen. Det vil sige, at der kan være en arvelig tilbøjelighed til, at ens vægt og spisning går i baglås ved belastninger.

Ungdomsårene er hos alle konfliktfyldte med stor usikkerhed over for nye roller og nye krav om selvstændighed, samtidig med at man skal finde en ny balance mellem afhængighed og uafhængighed af familien.

Irrationel angst
Anoreksiens grundsymptom er en voldsom og irrationel angst eller blokering over for det at spise og holde maden i sig - en angst for at blive eller være tyk. Det kan ikke understreges nok, at det er en sygdom, der opstår, uden at patienterne har indflydelse på det, og de har ikke på nogen måde valgt på det bevidste plan at have det sådan.
De kan som regel ikke forklare denne angst eller blokering, og de vil ofte forsøge at finde argumenter for, at de spiser mindre, og ofte forsøge at skjule tilstanden. De ved jo alt for godt, at omgivelserne vil forsøge at få dem til at tage på igen og forsøge at presse dem til at gøre det, de er angste for.

Patienterne er bevidste om sygdommens mange ødelæggende følger, og når de begynder at tage kampen op imod den, oplever de ofte i en lang periode en overordentlig plagsom og pinagtig dobbelthed, hvor de hele tiden diskuterer med sygdommen inden i deres hoveder. De giver ofte sygdommen navne - 'den grå kanin siger, at jeg ikke må spise, 'den lille mand vil have, at jeg skal motionere', 'Vilfred kræver, at jeg går i koldt bad'. De kan således føle sig invaderet af en djævel eller en fremmed magt, der styrer dem.

På den ene side kan de med deres fornuft godt forstå, at de skal spise noget mere, og på den anden side stritter sygdommen imod. Dette kan fylde mere og mere og optage al deres tid og alle deres kræfter, så de har svært ved at koncentrere sig om at være sammen med andre eller passe arbejde eller uddannelse.

Udadtil er sygdommen karakteriseret ved den alt for lave vægt - patienternes vægt ligger mindst 15 procent under deres ideelle vægt. Menstruationen hører op, og hos drenge og mænd aftager lysten til sex. En del patienter har desuden en skæv opfattelse af deres krop og synes, at de ser fede og ulækre ud, til trods for at de er afmagrede. Omkring en tredjedel af patienterne mangler imidlertid dette skæve kropsbillede og kan godt se, at de er for tynde, men de har alligevel svært ved at spise og tage på.

Alle patienterne er dog urealistiske i større eller mindre omfang, idet de har svært ved at se sygdommens alvor i øjnene og er tilbøjelige til at bagatellisere dens betydning for deres liv og helbred. Dette urealistiske element i sygdommen er baggrunden for, at der i ekstreme tilfælde kan foretages en tvangsindlæggelse af personer med anoreksi, hvis vægten er livstruende lav.

Sparer på kræfterne
Sygdommen har en række umiddelbare følgesymptomer, som har deres baggrund i, at patienterne har en biologisk sult, selv om de ikke altid er bevidste om den. De er urolige, sover dårligt, og kroppen sparer på kræfterne ved at nedsætte puls, blodtryk og legemstemperatur, for eksempel ved kun i begrænset omfang at sende blod ud til fingre og tæer, som er kolde og blå.

På lidt længere sigt og ved større vægttab kan alle organer i kroppen blive påvirket - som regel først leveren eller de bloddannende organer. Det lumske ved sygdommen er imidlertid, at kroppen er indrettet på at kunne klare sultperioder, uden at der i første omgang kommer sygdomstegn.

Kroppens organer kan i så godt som alle tilfælde blive normale igen, når vægten bliver normal, men der går et halvt til et helt år, før organerne er kommet sig. Knoglerne er det eneste, der måske på længere sigt kan være påvirket af en tidligere anoreksi. Der er mulighed for en øget forekomst af knogleskørhed hos patienter, der har haft anoreksi.
Behandlingen af anoreksi må som udgangspunkt satse på, at patienterne efterhånden begynder at spise normalt og opnår en normal vægt. Sideløbende skal der foregå psykisk behandling og ydes social støtte.

Langt, sejt træk
Der er ikke nogen enkel opskrift på behandling af anoreksi. Der findes ingen medicin, der har indflydelse på sygdommens forløb, men sideløbende behandling af depression og angst kan ofte være nødvendigt.

Sult, mad og følelser er filtret sammen og skal redes ud. Vægten skal øges gradvis - det vil sige, at patienterne efterhånden skal spise mere, de skal kaste mindre op og ikke dyrke overdreven motion. Samtidig skal de behandles ved hjælp af samtaler.

Et behandlingsforløb kræver patientens aktive medvirken og udholdenhed, da behandlingen typisk strækker sig over nogle år. Det kræver stort mod at gå i gang med behandlingen, fordi man skal i gang med det, man er allermest bange for - nemlig at tage på. Men de fleste patienter kan blive helt raske både kropsligt og mentalt med en ambulant behandling. Helbredelse forudsætter, at patienten opnår en normal vægt.

De mest syge har brug for en indlæggelse for at bryde ud af sygdommens spændetrøje, og i Århus og på Rigshospitalet er der specialafsnit indrettet med henblik på alene at behandle patienter alvorligt ramt af anoreksi.
I den sidste del af behandlingsfasen er sociale støtteforanstaltninger ofte af afgørende betydning for at hjælpe patienterne tilbage til et godt liv med en uddannelse, der passer til deres lyst og evner. Et godt revalideringsforløb kan derfor have afgørende betydning for, om patienterne kan opretholde motivationen til at kæmpe imod sygdommen.