Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 


Tilbage til menuen

På havevandring

1.150 taksbuske, 65 ginkgo biloba træer, 15 troldnød og 2.500 stauder i orange, gule, hvide og blå farver har allerede slået rødder i Rigets Have ...

Hen over sommeren 2006 har Rigets have taget form, og har fået mange spørgsmål og kommentarer med på vejen. Folk fandt det utraditionelt og måske lidt mærkeligt, at lodrette stålplader skulle sno sig hen over gårdspladsen - og så oven i købet males orange! Men forundringen har lagt sig i takt med at jord og planter er kommet til.

Rigets Have har flere gange undervejs fået omtale i medierne - søg f.eks. artiklen "Her skal lindres med Rigets Have" i Det Danske Haveselskabs blad "Haven", August 2005

Tag evt. haveplanen med på vandring!


De orangerøde, galvaniserede
stålplader danner bølgende højbede           og spiller op til parasollerne ...

Også set oppe fra højderne giver
haven et varieret og sanserigt indtryk             -her af pladsen ud for Café Riget.

Staudebede med orange, gule,
hvide og blå nuancer ... 

Og sæsonens blomster i runde
 plantekummer.

Ude i havens hjørner kryber
tobakspibe-planter op mod
bygningerne langs ståltråd i
skæve vinkler, som bryder de
lige linier.

Nyplantede ginkgo biloba-træer,
verdens ældste træsort, som får
en luftig krone og i efteråret
smukke gule blade.


Rundt omkring i haven står bænke, man kan slå sig ned på. Flisebelægningen sikrer, at også patienter med dropstativ, rollator eller kørestol kan bevæge sig omkring. I området ud for Café Riget, er der stillet 30 nye caféborde op - og i godt vejr bliver de hurtigt optaget.

Store orange fabeldyr i glasfiber dukker op af gruset både ved caféen og ved Ronald McDonald Hus, som er opholdssted for familier til alvorligt syge indlagte børn. Hvis man er blevet for stor til klatrefigurer, kan man søge udfordring i de klatrevægge, der er opsat på siden af betonudluftningskanalerne ude i haven.



Set fra luften udgør de to lange stedsegrønne takshække amorfe figurer, der snor sig langs hele området i slangelignende formationer. Når taksplanterne om nogle år er vokset til, bliver hækkene klippet i variende højde og bredde for derved at understrege det bølgede udtryk. Og give et spændende spil mellem lys og skygge. De store græsområder mellem takshækkene blomstrer om foråret med vintergækker og påskeliljer.

Mod nordøst ligger en frodig staudehave - med direkte udgang fra forhallens hvilerum for kræftpatienter. Her har landskabsarkitekt Hanne Bat Finke lagt vægt på blomsterfarverne hvid og blå - afstressende kulører, ikke mindst for ældre mennesker. Suppleret med 225 lavendelplanter andre steder i haven.


Lys må der også til ...
Om aftenen bliver haven belyst nedefra med uplights - på både træerne og havens skulpturer. Og der bliver tændt lys i de orangerøde glasfiberfigurer.

Det eneste store lyspunkt der endnu mangler er et springvand - eller rettere et overdækket bassin med vanddyser, som skaber bevægelse i vandet og behagelige lyde. Også dette skal naturligvis belyses om aftenen. Men både bassinet og den gangsti af træ, der skal svinge sig diagonalt hen over græsarealet søges der i øjeblikket midler til.

Se den samlede haveplan


Haveskulptur - en gave fra hospitalets Servicecenter


Haveskulpturen foran Café Riget er Servicecentrets gave til Rigets Have. Skulpturen, der består af to figursøjler forbundet med en vinklet bænk, høstede megen opmærksomhed og anerkendelse ved indvielsen.

Kunstværket er en bestillingsopgave udført af den århusianske kunstner Søren Wullum, som med sin naivistisk stil både appelerer til børn og voksne - og til følelserne, som der jo ofte er mange af på et hospital. Et kunstværk, der kan beskues, berøres og benyttes - og derved blive til glæde og oplevelse for rigtig mange mennesker i de kommende år.

Haveskulpturen er udvalgt og bestilt af kunstinteresserede medarbejdere i Servicecentret. Midlerne hertil stammer fra "Driftsherreprisen 2003", som Rigshospitalets Servicecenter fik tildelt for målbevidst arbejde for bedre og billigere serviceydelser samt mere engagerede og tilfredse medarbejdere. Prisen, der uddeles af Boligfonden Kuben i samarbejde med Dansk Facilities Netværk, var på 100.000 kr. øremærket til en kunstnerisk udsmykning efter prismodtagerens valg. Den hensigt har Servicecentret nu realiseret til glæde også for alle os andre...