Tilbage til menuen

CPR-nummer 170681 - historien om en ulykke

Jyllands-Posten 24.-30. december 2005
Af JENS GRUND OG CHR. THYE-PETERSEN

Hver dag dør et menneske i trafikken, og 10 kommer alvorligt til skade. Ofte ender de som lakoniske meddelelser i avisernes spalter for kort nyt. Men bag hver kliniske formidling af en ulykkes fakta gemmer sig en større historie. Om familiers bekymring og sorg. Men også om de mennesker, der gør alt for at afværge tragedien. Dette er den historie. Historien om 24-årige Helle Marlene Pedersen. Den begynder torsdag den 25. august 2005.

HER GIK DET GALT – Et træ, en ulykke. Syv kilometer fra Asnæs på Vestsjælland står dette vejtræ. Her begynder historien.

Kapitel 1: Træet (pdf-version her)
Kapitel 2: Ulykken (pdf-version her)
Kapitel 3: Traumecentret (pdf-version her)
Kapitel 4: Operationen (pdf-version her)
Kapitel 5: Intensiv (pdf-version her)
Kapitel 6: Den kunstige lunge (pdf-version her)
Epilog : (pdf-version her)

Historien om historien
En skriftlig kontrakt med Rigshospitalet gav i august 2005 Morgenavisen Jyllands-Posten adgang til at opholde sig på Rigshospitalet og til at overvære operationer for at skrive om sundhedspersonalets forsøg på at redde et alvorligt kvæstet trafikoffer. Historien bygger på egne iagttagelser, øjenvidne-skildringer, journalindsigt og faglige samtaler med læger, sygeplejersker, brandfolk og andre involverede. Historien er efterfølgende godkendt af de involverede.

Kapitel 1: Træet

Vækkeuret ringer klokken to om natten den 25. august i den lille to-værelses i Ladegårdsparken Øst - Holbæks genkendelige version af boligbyggeri i mængden og højden til en rimelig penge. 24-årige Helle Marlene Pedersen har ikke for alvor vænnet sig til at stå så tidligt op, hun har kun haft jobbet som rengøringsassistent i Morris Rengøring i en lille måned. Men der er ikke noget at gøre. Hun skal afsted, og i dag bringer ruten hende ad Holbækvej over Grevinge og til Asnæs. Hendes jævnaldrende kæreste, Allan Pedersen, arbejdsmand i et gulvlæggerfirma, vågner kun med det yderste af bevidstheden og opfatter hende tænde en cigaret og rumstere i køkkenet. Han hører ikke døren gå, da Helle forlader lejligheden omkring klokken 03.00 for at gå ned og mødes med sin kollega og chauffør, Ib Christensen.

***Helle og Allan har kommet sammen i syv år, og da de fandt hinanden, fandt de meget. Helles barndom var på mange måder ensom. Hun boede på Sydsjælland, lidt uden for Næstved, men ikke ligefrem på landet. Hendes far døde, da hun var tre år, og hendes mor sloges med personlige problemer, så alting var ikke altid lige let. Helle havde to brødre og en søster omkring sig i sin barndom. Søsteren var hendes bedste lege-kammerat. Helle brød sig aldrig rigtigt om at gå i skole, pjækkede ofte, fordi dagene i skolen blev henslæbt med venindernes drillerier. Hun ville helst være indenfor, legede sjældent ude, men havde sin storesøster, og efter 9. klasse kom Helle på efterskole. Her mødte hun Allan, det blev hendes held. Og hans. Allan var en stille og rolig, lidt genert dreng, der hellere spillede playstation end fodbold. Han voksede op med et stærkt familiesammenhold i det lille øsamfund på Sejerø, hvor hans far, indfødt øbo, drev et landbrug og et hønseri, mens hans mor i 25 år arbejdede på plejehjemmet, der sammen med færgen er den største arbejdsplads på Sejerø. Der er en læge, nogle håndværkere og en Brugs på øen, men det er så det. Som de fleste andre Sejerø-unge kom Allan på kostskole i Tølløse fra 7. klasse, og der lærer man ud over pensum også at klare sig selv. Som de fleste andre unge, der forlader Sejerø, kom heller ikke Allan tilbage, men kastede sine lodder i et liv på fastlandet. Da han var færdig med 10. klasse, syntes både Allan og hans forældre, at han ville have godt af to år på en efterskole. Der fik de øje på hinanden, generte Allan og ensomme Helle. Først boede de sammen på et kollegium, og for halvandet år siden indrettede de sig i lejligheden i Ladegårdsparken Øst, som unge mennesker gerne indretter sig. Med tv, dvd-afspiller og musikanlæg - en moderne tids indretningsalter - et rack på væggen med plads til cd'er, playstationspil og dvd'er. Et sofabord, en sofa og en stol, god at sidde i en aften foran fjernsynet.

***Neden for nummer 41 i Ladegårdsparken Øst holder Ib Christensen klokken 03.00 præcis og venter. Han holder motoren kørende, der er lunt i den hvide Ford varevogn med rengøringsgrejet bagi. Ib har bare taget et æble mod den værste sult og til at sparke dagen i gang. Han venter med dagens første kop kaffe, til han er i gang med rengøringsarbejdet. Det gør han altid, det er faktisk en slags rutine. Hans kone og de to børn sover, familien fra Gislinge har fået indrettet sig så praktisk, at Ibs kone har faste aftenvagter som sygeplejerske, så hun har tid til børnene om morgenen. Ib føler sig frisk, mere frisk end Helle gør, da hun sætter sig ind i bilen. De kører ud i nattemørket, mens de sludrer om løst og fast. De kender ikke hinanden så godt endnu, har kun arbejdet sammen i en måned. De kører til forskellige virksomheder, slæber rengøringsmidler og vasker gulve hos Volvo og på plejehjemmet i Holbæk.

***I mellemtiden er Allan stået op hjemme i nummer 41 på fjerde sal. Han spiser morgenmad, brygger sig en kop kaffe og forlader lejligheden klokken 05.50 for at køre til København i en Mercedes vare-vogn sammen med en kollega for at lægge gulv. Det er en god dag, torsdag, for han har firedagesuge og fredag fri. Det er lille weekend. Allan tænker på Helle, der har været oppe i fire timer, og sender hende en SMS fra bilen. »Hvordan går det? Er du træt?« »Lidt«, trykker Helle på tastaturet.

*** Det er op ad formiddagen, da Helle læner hovedet mod vinduet i passagersiden og lukker øjnene. Hun falder i søvn. Det har efterhånden været en lang dag, selv om resten af Danmark stort set lige har taget fat på den. Hun og Ib har netop gjort rent på plejehjemmet og skal videre til et hus i Asnæs. Nogle håndværkere er færdige med at sætte i stand, og nu skal der gøres rent, for at beboerne kan flytte ind igen. Ib drejer op ad Holbækvej, hvor skiltet viser syv kilometer mod Asnæs. Men hverken Ib eller Helle tager synderlig notits af de gule marker, seks vindmøller på venstre hånd eller gårdsalget med purløg og persille i vejkanten. Det er ikke en dag, da naturen gør opmærksom på sig selv. Det er overskyet og har regnet let. Spredte byger, kalder meteorologerne det. Ib fører bilen gennem Holbækvejs bugtede forløb, og bilens bevægelser vækker Helle. Hun rører lidt på sig, misser med øjnene og småvrisser: »Kør ordentligt«»Det gør jeg sgu også,« svarer Ib. Han kører ind i et sving oppe på en bakke, og han ser en modkørende nærme sig på den smalle vej. Det er ubehageligt, men ikke faretruende. Ib trækker så langt ud, at de højre hjul bliver fanget af rabatten. Det knager i dækkene, da de skurer mod rabatten, og det rykker i rattet. Endnu en modkørende bil, sekunder senere bare. Igen må Ib styre uden om, igen får højre forhjul fat i rabatten, værre denne gang. Ib forsøger at trække bilen fri med et ryk i rattet, men i det øjeblik det lykkes, i det øjeblik forhjulene igen får fat i asfalten, peger de direkte på tværs af vejen. Så ser Ib træet.»Vågn op for helvede, Helle. Nu sker der noget,« råber han. Helle åbner øjnene og kigger forvirret rundt. Det hele går så hurtigt, at Ib ikke engang når at flytte foden til bremsen. Han ser den hvide gård, hvor pensionisten Bernhard Nielsen bor, komme lige imod sig. Og han ser træet komme lige imod sig. Ib når ikke at tænke, alt er reflektorisk nu. Han prøver at styre ind mellem gården og træet. I det øjeblik er Allan ved at gøre klar til at lægge gulv i en bygning ved siden af Den Sorte Diamant i København. Det er snart weekend, han glæder sig.
Tilbage til oversigt

Kapitel 2: Ulykken

Stilheden er næsten værre end braget. Da Ib Christensen kommer til sig selv, måske et par minutter efter at airbaggen har slået ham ud, ser han en bilist nærme sig. Ib har glasskår over det hele, er forslået i ansigtet og på kroppen, men har ikke brækket noget, så vidt han kan mærke. Nu tænker han bare på at komme ud og forsøger forgæves at vriste bildøren op - han kravler ud gennem vinduet og lander i et buskads. Mange spind er vævet ind i buskadset, og en edderkop har også spundet ét i en kristtjørn ikke langt fra varevognens venstre forhjul. Ib sanser ikke edderkoppekolonien, han får øje på Helle. Hvad med Helle ?Hun sidder livløs i passagersædet. Bilfronten er mast helt ind i hendes side, og døren er så sammenpresset, at den ikke kan rykkes op. Ib Christensen farer rundt om kassevognen, rundt og rundt, for at finde et stykke metal til at tvinge døren op.Han kommer i tanke om den store hammer i bagagerummet. Han hamrer løs på bildøren ind til Helle og får hjælp af den tililende bilist, der har kaldt 112. Omsider får de revet døren op, men må opgive at få Helle ud. Hendes ben er filtret ind i forvredet metal. Ib kan høre, at hun trækker vejret, men han kan ikke komme i kontakt med hende. De er nødt til at vente på hjælp. Johnny Hellfritzsch står inde på lageret hos NKT ved Asnæs og pakker varer. Den 42-årige familiefar har arbejdet siden syv morgen, da han kl. 10.41 får en alarmmelding på sin vagttelefon: »Trafikuheld med fastklemte. Holbækvej 36.« Efter 18 år blandt de andre deltidsbrandmænd i Dragsholm Brandvæsen genkender Johnny straks adressen. Det er ikke første gang, at en bil tørner mod det træ. Han reagerer med det samme, det er jo derfor, han er brandmand: For at hjælpe. Johnny løber ud til indsatsledervognen på parkeringspladsen, en sekscylindret VW Sharan, og da han sidder i bilen, får han en status fra alarmcentralen: En fastklemt og en lettere til skade. Han gasser op, har seks-syv kilometer til ulykkesstedet, kan være fremme om fem minutter.

***Den 25. august 2005 tegner til at blive en stille dag for narkosesygeplejerske Dorthe Nielsen, da hun kl. 5.30 står i familiens gamle rødstensvilla i Slagelse. Hun går i bad, smører madpakker og spiser mysli sammen med den ene af parrets to døtre på 9 og 14 år. Det første Dorthe gør, da hun kører hjemmefra klokken 6.30 i sin sorte Opel Vectra, er som altid at tænde radioen for at høre, om der er sket ulykker i lokalområdet. En slags automatreaktion for den 43-årige kvinde, ligesom det at køre forsigtigt. Hun ved, hvor galt det kan gå. Hun har set det i sit job på akutsygeplejerskebilen i Odsherred, der har base på Nykøbing Sjælland Sygehus og er bemandet med Dorthe og en falckredder. I øvrigt er hendes mand politibetjent. Hun bliver kaldt ud til en 10. klasse, hvor en pige har fået et astmaanfald. Det er udramatisk, og Dorthe er hurtigt tilbage på sygehuset, hvor hun tjekker medicin og væske til akutbilen, da der kl. 10.50 indløber et nyt kald:»Ulykke, en person fastklemt.«Den lille, lyshårede kvinde river den gule vest med skiltet Sygeplejerske ned fra knagen og springer ind i den rødhvide akutbil. Mens falckredderen sparker bilen ud på de små veje, er Dorthe stille. Hun ruster sig. Dorthe Nielsen er ikke uberørt af sit arbejde: Når hun hører om en kollega, der kommer ud til en tre-årig pige uden at kunne gøre noget, er Dorthe lettet over, at det ikke skete på hendes vagt. Børnene er det værste. Hver gang hun tager på arbejde, tænker hun på sine erfaringer - også på de gange det ikke lykkes. Hvad kunne du have gjort anderledes, spørger hun sig selv. Og når oplevelserne med medmennesker, der er kommet alvorligt til skade, bliver for voldsomme, taler Dorthe med sine kolleger eller sin afdelingssygeplejerske. Det er nødvendigt; efter en af de hårde dage er hun så træt, som man kan forestille sig det. I dag kan blive en hård dag. På en lille skærm ved instrumentbrættet står der ukontaktbar. »Er patienten dét, skal hun måske til Rigshospitalet. Vi har ikke neurokirurger til at tage sig af hovedtraumer på vores hospital,« tænker Dorthe.

***Johnny Hellfritzsch er nået frem til den hvide varevogn. Som sædvanligt tager han først branddragt, støvler og hjelm på i det øjeblik, han er ude på ulykkesstedet. Han sparer tid hjemmefra på den måde og har samtidig et par minutter til at danne sig et overblik. Han ser, at en mand allerede hjælper til. Han ser også, at varevognen nærmest er vokset sammen med træet. Normalt plejer en bil ellers at springe tilbage efter et sammenstød. Johnny går hurtigt hen til passagersiden, hvor Helle hænger slapt med hovedet og overkroppen halvt ude af døråbningen. Han vurderer situationen: Helle har knaldet hovedet ind i forruden og er kastet tilbage i sædet. Motoren er presset ind under bilen, og Helle sidder i spænd mellem bagbeklædningen, sædet og fronten, der er skubbet op imod hende. Helles ben presses voldsomt op mod hendes underkrop. Den chokerede chauffør, Ib Christensen, fortæller, at det hele gik så stærkt. Pludselig kom bilen ud i rabatten, og da han ville rykke bilen op igen, røg han direkte over i den modsatte kørebane. »Så kan jeg ikke huske mere.« Johnny er nødt til at holde øje med chaufføren og beder ham om at stille sig hen i et træskur ved den hvide gård - en lille bod, som tilbyder forbipasserende løg, kartofler, rødbeder, rabarber, gulerødder og squash. Den slidte, matblå pengekasse er til selvbetjening. Ib ringer til sin kone fra mobil-telefonen og siger: »Der er sket en hel bunke.« Johnny forsøger forgæves at komme i kontakt med Helle.»Du må stå og holde hende, indtil sprøjten når frem,« tænker han. »Det her klarer hun simpelthen ikke. Hvad skal vi gøre, når de andre brandfolk kommer? Alle de steder på bilen, hvor vi kan sætte vores grej fast, er splittet ad. Alt er ødelagt. Det går galt det her.«Forstærkningerne når frem, en brandsprøjte, en redningsvogn og en tankvogn. Umiddelbart efter kommer to ambulancer.»Jeg skal bruge førstehjælpen herovre til at støtte,« siger Johnny til holdlederen på brandsprøjten. Helle grynter lidt. Johnny forsøger at holde hendes hoved i samme stilling. Det er, som om det giver hende lidt mere ilt. Brandfolkene finder deres avancerede frigørelsesværktøj frem, men det er nyttesløst. De er 10 mand, 10 mand, og de kan ikke få hende fri. Johnny er bekymret. De er nødt til at improvisere, for alt, hvad de har lært, er intet værd i denne situation.

***Klokken 11.00 har akutbilen tilbagelagt de 20 kilometer til ulykkesstedet. Dorthe Nielsen ser bagenden af en hvid varebil, der har vædret et træ. En af de mange brandfolk råber:»Dorthe, det er herovre.«Hun springer gennem buskadset med edderkopperne for at komme om til døren ovre i chaufførsiden. Hun bemærker, at førersædet er intakt. Dorthe kan ikke komme ind i kabinen, for en brandmand ligger på knæ ved førersædet for at hjælpe det unge trafikoffer.»Må jeg komme ind?« spørger Dorthe. Brandmanden bakker ud. Der er glasskår overalt, på sædet og i vindueskarmen. Helle ruller med hovedet, hun har åbne øjne, men er umulig at få kontakt med. Dorthe kravler ind over førersædet for at holde Helles hoved og beskytte nakken, som kan være brækket og derfor lamme hele hendes krop. Dorthe Nielsen går systematisk frem efter sin ABC; tjekker luftveje, vejrtrækning og blodcirkulation. Hun ved, hvad hun skal. Kvindens pupiller er halvt dilaterede - halvstore - et muligt tegn på en blødning i hjernen, og højre ben er klemt fast helt oppe fra lårbenet.»Bare hun ikke holder op med at trække vejret, bare hun ikke holder op med at trække vejret« tænker Dorthe. Hun lægger mærke til, at der er rengøringsartikler omme bag i bilen og et gitter hele vejen op bag sædet. Dorthe beder om at få ilt. Hun holder stadig kvindens hoved, da hun forsøger at sætte iltmasken fast. Instinktivt slår Helle ud efter Dorthe for at få masken af, siger ikke ét ord tydeligt, men udstøder klagende lyde, da de forsøger at rykke i benet. Dorthe tager Helle i hånden og siger:»Du er kommet til skade, og vi kommer alle sammen for at hjælpe dig.«Dorthe kan tydeligt se, at Helle har slået sig så meget, at det ikke nytter at forsøge at tale til hende. Hun har tomme øjne. Dorthe ved, at det virkelig kritiske tidspunkt er, når kvinden først kommer fri af trykket fra bilen. Det kan have fungeret som et kompres på en stor blødning. Derfor risikerer hun at forbløde på meget kort tid. At bløde ned, kalder fagfolk det. Dorthe beder sin chauffør om at gøre væske klar. 1000 milliliter saltvand og endnu en væske, der fylder og er med til at give et stabilt blodtryk. Blodtrykket er for lavt, men Helle er bleg, varm og tør - det er et godt tegn. Dorthe skal med en nål og et plasticrør - en venflon - have lagt en adgang til Helles blodårer, ifald Helle forbløder og årerne forsvinder, så det bliver umuligt at finde en åre at stikke i. Første gang river Helle plasticrøret ud, men omsider får Dorthe lagt to adgange til Helles årer. Dorthe aner ikke, om såret på benet er åbent, hun kan kun se nogle cowboybukser og en masse metal. Hun tænker på, om Helle har bækkenbrud, store mængder blod kan hurtigt forsvinde den vej. Men det, der bekymrer Dorthe mest, er, at Helle er klemt fast. Hun skal ud af den bil.»Hvad gør jeg, hvis hun holder op med at trække vejret?« tænker Dorthe. »Det er umuligt at få ilt ned i hende, når hun sidder sådan. Jeg kan ikke engang dreje hende lidt og lægge røret.«Dorthe Nielsen er bekymret, men ikke desperat. Hun kan ikke forstå, at redningsfolkene ikke kan få Helle ud. Det nytter ikke at skåne nogen, det er bare om at få klippet hende fri. Dorthe ved, at hun som akutsygeplejerske arbejder på lånt tid. Pludselig kan Helle forbløde og dø.»Hun skal altså ud NU!« kommanderer Dorthe. Omsider er Helles ben så meget fri af metalstumperne, at hun kan trækkes ud. Hun har siddet fast-klemt i mindst 45 minutter. Brandfolkene fjerner gitteret bag sædet og lægger det ned, så de kan få en hård båre - et spineboard - ind under Helle. De vil trække hende baglæns ud gennem varevognen. Dorthe tør ikke give Helle noget smertestillende, hun er bange for, at Helle så holder op med at trække vejret.»I må ikke rive droppet ud. Det skal med hele vejen gennem varebilen,« siger Dorthe til brandfolkene. Hun er mere end lettet over at få patienten ud. Dorthe ser et hul i Helles cowboybukser, men lader dem sidde på for at holde sammen på et eventuelt lårbensbrud. Sygeplejersken prøver at lægge en halskrave som beskyttelse, men Helles kraftige nakke gør det umuligt.»Det bruger vi ikke mere tid på. Nu intuberer jeg patienten,« siger Dorthe inde i ambulancen. Hun lægger et plasticrør ned i luftrøret for at skabe fri passage for vejrtrækningen. Dorthe giver Helle medicin, der stopper vejrtrækningen. Det er for stor en belastning for Helle at trække vejret selv, og Dorthe gør det for hende med en sort iltpose. Den opgave overlader hun ikke til nogen anden. Helle får al den ilt, som posen kan give - 100 procent. Dorthe Nielsen ringer samtidig til en lokal narkoselæge og giver en lakonisk besked:»Vi er på vej til Rigshospitalet.«fortsættes i morgen.
Tilbage til oversigt

Kapitel 3: Traumecentret

Kroppen er træt, føles sådan lidt forurenet efter mange timers støvet arbejde. Men Allan, gulvarbejderen, den generte dreng fra Sejerø, kan se enden på arbejdsugen og begyndelsen på en lang weekend. Han har været i gang siden klokken seks, men Helle, hans kæreste, stod op midt om natten for at gøre rent. Hun må næsten være hjemme nu. Klokken nærmer sig to om eftermiddagen, da telefonen ringer. Weekenden bliver ikke god. Allan ved ikke engang, hvem han har talt med, da han trykker samtalen ud. Det var en eller anden fra politiet i Holbæk, måske politimesteren. Allan opfatter kun brudstykker af samtalen: Helle kørt galt, traumatisk ulykke, alvorligt, er på Rigshospitalet. »Rigshospitalet...« tænker Allan og siger til sin kollega i bilen, hvad der er sket, og at de må køre til Blegdamsvej. Allan kan ikke sætte ord på sine tanker, mens de navigerer gennem den københavnske eftermiddagstrafik, eller billeder på politimesterens ord. Allan ringer til sin mor, sin søster og til Helles søster. Får fat i sin mor, Jonna, der netop er landet med færgen på Sejerø efter en tur til fastlandet. »Åh, bare hun ikke dør,« tænker Jonna og forbander, at hun skal vente på færgen for at kunne komme tilbage og være der for Allan. Allans fremtid og Helles liv er ved vagtplanens vilkårlighed placeret i Henrik Rolands hænder. Den rødblonde læge, en 190 centimeter-mand med rødder i Hasseris ved Aalborg, som kollegerne af og til ser komme tilbage fra Fælledparken i løbetøj, kan lide at arbejde i Traumecentret, Rigshospitalets højt specialiserede livredningsafsnit. Liv og død er hans business. Som narkoselæge ved han, hvad der er at vide om at holde folk i live. Han har altid været optaget af det akutte, utålmodig af natur vil han se resultaterne her og nu. Det bliver der lejlighed til denne dag.

***Det elektroniske vækkeur ringer klokken fem hos Henrik Roland og hans gravide kæreste i villaen fra 1913 i Sorø den 25. august 2005.I dag har Roland vagten som teamleader i traumecentret, hvor det er hans opgave at holde orden i kaos. Også derhjemme har han integreret systematisk planlægning i sin rutine, han ved, at han ligger så underdrejet klokken fem, at alt allerede dagen før er gjort klar til den rituelle morgenoperation: Vandet er hældt på elkedlen, pulverkaffen ligger i bunden af en kop, teskeen er sat i, myslien står klar i en dyb tallerken, madpakken er smurt (hakkebøffen fra i går med salat). Roland tænder for elkedlen, hælder op i koppen, åbner køleskabet, tager mælken ud, væder myslien, spiser, drikker og forlader huset klokken seks. En time senere er han på Riget. Henrik Roland hører fra Dorthe Nielsen - den lille, lyshårede sygeplejerske, der har holdt Helle i live i den kvaste bil på Holbækvej - i god tid, inden hun ankommer til traumecentret med Helle. Henrik Roland sætter sig og spiser sin hakkebøf. Han ved ikke, hvornår han får tid igen. Sekretæren har fra sin kommandostation i et smalt kontor sendt et traumekald, der fortæller, at et trafikoffer er på vej. Alle på vagt - sekretær, portører, sygeplejersker, laboranter, radiografer, kirurger og narkoselæger - drysser ned mod selve traumestuen og tager med dovne bevægelser de tunge blyholdige røntgenforklæder på. Sygeplejersker og portører forbereder traumelejet, maskiner tjekkes, stativer med væske bliver kørt frem. Henrik Roland har sin lysegrønne lægekittel på, en operationshue på hovedet, og en ansigtsmaske hænger om halsen på ham. Dorthe Nielsen er der med Helle om 10 minutter. Henrik Roland gentager for de andre, hvad han har fået at vide: »24-årig kvinde har siddet fastklemt i 45 minutter, hun er bevidstløs, men ABC-stabil.« Det vil sige, at hun trækker vejret, hendes luftveje, blodtryk og blodcirkulation er i orden. Hun risikerer ikke »at stå af« fra det ene øjeblik til det andet.

***Klokken 12.41 torsdag den 25. august ruller falckredderne Helle ind på traumestuen. Hendes ansigt er næsten skjult i specielle røde puder, der har holdt hendes hoved så stille som muligt under transporten. Helles cowboybukser er blodige, og fra en lille flænge ved øjet løber en fin stribe af blod ned over kinden. Hendes øjne er lukkede, og omkring det højre er en hævelse begyndt at svulme. Dorthe Nielsen afgiver sin rapport om Helles tilstand og fortæller blandt andet Henrik Roland, at Helles øjne har reageret forskelligt på lyspåvirkning. Roland ved, at det kan betyde en hjerneskade. Helles skæbne er usikker, da Dorthe afleverer hende, men sikkert er det, at hun kunne være død, hvis ikke Dorthe, brandfolk og falckreddere havde fået hende ud af bilen, intuberet og kørt til Rigshospitalet. Nu tager Henrik Roland over. Han lader sig ikke overvælde af sit arbejdes betydning. Roland finder sin ro i holdet af veluddannede og højt specialiserede kollegaer ved sin side. Han tillader sig ikke at tænke på mennesket, som, i sin yderste nød, er så afhængig af ham. Eller på et barn, en far, en kone eller en søster. Hvis Henrik Roland akkumulerede al den ulykke, han kommer i berøring med gennem sit job, ville det hurtigt flyde over. Når patienten kommer, ser Roland en opgave, som han sætter alt ind på at løse bedst muligt. Nogle gange går det godt, andre gange ikke. Sådan er det. Og selv om Henrik Roland ikke er upåvirket af de menneskeskæbner, der ligger foran ham, er det netop visheden om, at sådan er det, og at han har gjort, hvad han kunne, der gør, at han kan fungere både som narkoselæge og som menneske. Hans plads er ved traumelejets hovedgærde, og han skal holde orden i den autonome aktivitet, der er vokset ud i rummet. 14 mennesker arbejder med stativer, slanger, væskebeholdere, journaler på borde, røntgenapparater og en mobil blyvæg, der beskytter mod røntgenstråler. Hver især fokuseret på at løse netop sin opgave hurtigt og præcist. Mange stemmer blendes i traumestuen, og Henrik Roland må hæve sin, når han meddeler alle patientens tilstand. Portører og sygeplejersker skærer Helles tøj væk, og husker at dække Helle nænsomt til med hvide håndklæder. En narkosesygeplejerske lægger med en nål endnu en adgang til Helles blodårer for at hun kan få medicin og væske. Ortopædkirurg Rolf Bondeson - en erfaren kirurg med viltert, gråt hår og en frisk bemærkning på læben - sørger for, at der tages røntgen af Helles bækken og brystkasse. Røntgen-apparatet kører på en skinne i loftet. Henrik Roland har pr. refleks bestilt en ultralydslæge, der med sit apparat kan undersøge Helles mave for indre blødninger. Det er den normale fremgangsmåde med den slags ulykker, men både Roland og ortopædkirurgen Bondeson har mærket på Helles mave. De er enige om, at den føles blød, hvilket antyder, at der næppe er blødninger i maven. Bondeson påpeger, at Helle også har stabilt blodtryk og foreslår at vente med ultralydsscanningen for hurtigst muligt at få Helle i den store CT-scanner. Roland, der assisteres af den rutinerede afdelingslæge Henrik Rottensten, venskabeligt kaldet Rotten, afbestiller ultralydslægen. Roland fortryder senere den beslutning, selv om ingen vil klandre ham den. Ja, han lover faktisk sig selv, at han fremover vil få taget ultralyd med det samme i en lignende situation.

***Klokken 13.00 - 20 minutter efter, at Helle er kørt ind på stuen - er bækken, hals, ben og hofter røntgenfotograferet. Billederne hænger på en lystavle, og ortopædkirurg Bondeson tæller højt: »1.,2.,3.,4.,5.,6. nakkehvirvel ser ok ud, jeg kan ikke se 7.«Rolf Bondeson har konstateret, at Helle har brud på lårbenet, på bækkenet og i ansigtet. Det dør hun ikke af, så det får vente. I mellemtiden har Henrik Roland konstateret, at Helle ligger skidt på en international bevidstløshedsskala, og lægernes primære bekymring er, om Helle har brækket halsen, og om hun har en hjerneskade. Derfor er det magtpåliggende at få Helle ind i CT-scanneren, den kan give svaret. Men det med Helles mave bliver ved med at rumstere i hovedet på Henrik Roland. Klokken 13.05 er de så vidt, at de vil have Helle ind i scanneren, der ligger nogle meter nede ad traumegangen, og igen spørger Roland: »Hvad siger du til maven, Rolf?«»Blød,« svarer ortopædkirurgen. Roland føler sig ikke helt sikker, han har selv mærket efter og synes, at det spænder. Helles blodtryk er ikke overbevisende, med den væske hun får intravenøst, burde det måske være bedre - men på den anden side - Roland ved, at Helle kan bløde meget fra lårbensbruddet, og det kan sagtens forklare blodtrykket - så De kører Helle ind til scanneren og gør hende klar. Scanneren er en stor, klinisk cylinder, ikke for folk med klaustrofobi. Klokken 13.20 bliver Helle forsigtigt ført ind, og hendes hoved og hals bliver undersøgt med det mest moderne udstyr.»Er hun spændt i maven,« spørger Henrik Roland, mens Helle ligger derinde - og én svarer: »Hun er lidt hård i det.« De scanner Helle til klokken 13.40, da Henrik Roland konstaterer, at blodtrykket pludselig falder. Pokkers. Helle er så dårlig, at hun skal have blod. Heldigvis har Roland forudset, at det kunne ske, og bestilt det tidligere. For en sikkerheds skyld. Henrik Roland og Henrik Rottensten, en stor tillids-vækkende mand med tykke briller, kæmper for at få lagt en ny adgang til Helles blodårer. Rolf Bondeson foreslår, at de tilkalder ultralydslægen for at få set på Helles mave. Ultralyden bliver tilkaldt med det samme, og mens Roland og Rottensten arbejder med Helle, meddeler en sygeplejerske næsten apokalyptisk: »Nu falder hun mere i tryk.«Roland er sådan set ikke længere i tvivl: Helle bløder indvendigt. Hun får blod klokken 13.50, det redder umiddelbart hendes liv, fire minutter senere kommer ultralydslægen. Han sætter sit apparatur på Helles mave og bekræfter Roland og Rottenstens spirende mistanke. Det er ikke lårbensbruddet, der er skyld i Helles dårlige blodtryk. En typisk fejlkilde, tænker Rottensten. »Hun bløder i maven, det er sikkert,« siger ultralydslægen.»Så skal vi have fat i abdominalkirurgen,« siger Rottensten og får selv fat i en telefon. Ultralydslægen siger ud i rummet: »Der ligger skønsmæssigt to liter blod i maven.«Helle risikerer at forbløde. Rottensten ringer til en ung mave-tarmkirurg, Inanna Weiss, og giver hende oplysningerne. En sygeplejerske vil vide, om politiet skal sendes ud til Helles bopæl for at få fat i pårørende. »Ja, ja,« svarer Rottensten, »Hun er helt klart kritisk, blødningen er ude af kontrol.« Henrik Roland bestiller blodplasma til Helle. Hun vil få brug for det, de nåede at fange problemet i tide, og Helle er stabil nok til at blive kørt op til abdominalkirurgisk afdeling. Roland slipper ansvaret for Helle. Nu er det op til kirurgerne.

***Politiet fik fat i Allan. Sygeplejerskerne på traumeafsnittet har besluttet, at Inge Bitsch skal tale med Allan. Hun er den mest erfarne, og det gør et stort indtryk på sygeplejerskerne at tage imod pårørende - mange af de unge synes, at det er mere krævende end at stå på traumestuen, hvor man er mange om opgaven. Med de pårørende er man alene. Inge ser Allan komme hen ad gangen. Hun ser en ung mand i arbejdsbukser, fleecejakke og sikker-hedssko. Hans ansigt virker »stenet«, det er udtryksløst, uden mimik. Inge forbereder sig på, hvad hun skal sige, hun ved, at den besked hun skal give ham, vil vende op og ned på hans liv i løbet af få sekunder. Hun spørger, hvem han er, og i begyndelsen svarer Allan kun med enstavelsesord.»Jeg synes, at vi skal sætte os ind i et rum og snakke sammen,« siger Inge Bitsch og viser Allan ind i pårørenderummet nær indgangen. Det er koldt, ucharmerende, uden vinduer og blot med et par halvgamle, nussede stole. Allan sætter sig.»Vil du have en kop kaffe?«»Ja, tak«Inge henter kaffen og sætter sig over for den unge mand.»Jeg ved, at din kæreste har været impliceret i et trafikuheld. Det er alvorligt og kritisk, men hun er i de bedste hænder, lægerne er meget dygtige. Der kommer en læge og fortæller dig mere, så snart han kan forlade din kæreste.«Allan siger ikke så meget, næsten ingenting, og det er svært for sygeplejersken at se, hvad han tænker.»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre eller sige,« siger Allan stille.»Jeg kan ikke mærke eller tænke noget.«Inge siger, at der ikke findes en rigtig eller forkert måde at reagere på: »Du står med noget, der er er rigtig svært. Du skal bare være dig selv.«Allan fortæller, at hans søster og mor er på vej, og så går han ud for at ryge. »Jeg er lige i nærheden,« siger Inge Bitsch. Lidt senere kommer Henrik Rottensten, der har afleveret Helle til mave-tarmkirurgerne, og sætter sig for at fortælle Allan, hvad han ved. Rottensten giver sig god tid, men kan kun gentage, at situationen er kritisk.»Scanningen har vist, at der ikke er sket noget med Helles hoved, men der er problemer med lunger og mave, og din kæreste skal formentlig opereres,« siger Rottensten. Inge Bitsch synes, at den erfarne læge er god til at give Allan håb. Man må aldrig tage håb fra folk, det er næsten et mantra på et sygehus. De tre mennesker, der er bragt sammen af Helles uheld, lægen, sygeplejersken og kæresten, sidder længe uden at sige noget. I 20 minutter. Det føles meget længe, larmende tavshed, men Inge Bitsch ved, at kunsten er at holde ud at være der. At være til rådighed. På et tidspunkt bliver det for meget for Allan, han siger:»I behøver da ikke at være her. «Imens er kirurg Christian Ross ved at tage sine handsker på.
Tilbage til oversigt

Kapitel 4: Operationen

Hver dag dør ét menneske i trafikken, og 10 kommer alvorligt til skade. Ofte ender de som lakoniske meddelelser i avisernes spalter for kort nyt. Men bag hver kliniske formidling af en ulykkes fakta gemmer sig en større historie. Om familiers bekymring og uvished. Men også om de mennesker, der gør alt for at afværge tragedien. Dette er den historie. Historien om 24-årige Helle Marlene Pedersen og kampen for livet. Hun kørte galt torsdag den 25. august 2005.

For kirurg Christian Ross ændrer arbejdsdagen sig fra rutinepræget til akut og kaotisk med en telefonopringning. Den 25. august 2005 kommer opringningen til hans trådløse vagttelefon, mens han arbejder på en patient med kræft i bugspytkirtlen. I den anden ende: Assisterende kirurg, Inanna Weiss. De skal operere et trafikoffer fra traumecentret. Nu. Patienten – Helle Marlene Pedersen – er på trods af mange blodtransfusioner ved at dø af blodmangel, eller hendes hjerte er ved at sætte ud. Hun er på vej op på operationsstuen. Kirurgen tager det roligt og ruster sig. Når han har opereret Helle, skal han videre til en anden operation. Han er i gang med en 24 timers vagt. Om sommeren holder han sig i form ved at cykle de 25 kilometer fra Farum til Rigshospitalet, når han og konen har fået de tre børn op, smurt madpakker og sendt dem på vej mod skole og børnehave. Han ror kajak og løber i sin fritid, for han tænker ikke på sunde arbejdsstillinger, når først han i timevis står bøjet over en patient på operationsbordet. Klokken er 14.35, der er gået næsten fire timer siden ulykken. Rundt om Helle står 13 læger og sygeplejersker i operationsudstyr. Alle er klar, alle maskiner er bemandet, og væsker og blod hænger i stativer overalt. Christian Ross er den sidste, der kommer ind på operationsstuen, og han konstaterer hurtigt, at Helle ikke længere er stabil. Han plejer forsigtigt at åbne maven lag for lag. Men ikke her, ikke nu. Den 24-årige patient er tæt på at dø. Christian Ross fører skalpellen ned til maveskindet og åbner Helle i ét snit fra brystet til bækkenet. I det samme siger han til Inanna Weiss: »Jeg begynder lige. Hvis det kan styres, overtager du.« Inanna Weiss kommer ikke til at overtage. Christian Ross fører sine behandskede hænder ned i Helles åbnede mave. »Hun bløder meget,« konstaterer han. I sine unge dage ville Christian Ross tilkalde hjælp i så kritisk en situation. Men der er ikke andre at tilkalde, nu er han den erfarne bagvagt. Det giver faktisk lidt ro. Han bestemmer tempoet og tonen.

*** I DET ØJEBLIK sidder Helles kæreste, Allan, i pårørenderummet i traumecentret og venter i uvished. Han har talt med en sygeplejerske og en læge, men det er begrænset, hvor meget håb de har kunnet give ham. De ved lige så lidt som Christian Ross, hvad der venter under operationen. Den unge gulvarbejder er stille. Helle kan ikke dø, tænker han. Men hvad nu hvis?

*** CHRISTIAN ROSS har et særdeles afslappet forhold til døden, det er en naturlig ting, som han ofte møder i sit arbejde. Han tager sig både af meget syge patienter og trafikofre i overhængende livsfare – som Helle. Han har set det så tit: At døden kommer som en lettelse for de svært syge kræftpatienter, og han tror selv, at det er derfor, han er blottet for dødsangst: Fordi det er så integreret en del af hans hverdag. Døden påvirker ham kun, når det er børn og unge, og når han kommer til at tænke på sin egen familie i den sammenhæng. Men når han står over operationsbordet, som han gør med Helle, er døden det sidste, Christian Ross tænker på. Nu tænker han kun på, at der ligger et ungt og friskt menneske, som han bare skal have til at overleve. Pludselig råber han: »Hold kæft, hvor det bløder. Der er mere blod på vej.« Man kan høre på kirurgen, at det er alvor, i dette fag er de vant til at se blod, og når de bander over mængden, er der meget. Christian Ross’ fremtoning forandrer sig i det øjeblik, som om nogen har skruet på alle hans sanser. Hans øjne slipper ikke arbejdsfeltet. Christian Ross mærker sin puls stige, og han krænger sårkanten tilbage for at give plads til blodet. Og så kommer blodet. Det kommer væltende, en kaskade af blod står ud over ham, Inanna Weiss udstøder et råb, og Christian Ross hopper baglæns, men kan ikke undgå at få tilsølet kitlen, træskoene og operationsbrillerne. Selv under det reflektoriske spring væk fra blodet slipper Christian Ross ikke blikket fra læsionen i Helles mave, og hans hånd leder uafbrudt efter kilden til blødningen. Fra det øjeblik er den lette snak forsvundet fra operationsstuen. Blikket i Christian Ross’ øjne er intenst. Selv om situationen er livstruende, er det også det, han og kollegerne kan lide ved arbejdet. Det er her og nu, actionpræget, afregningen er kontant, og han kan gøre en forskel. Ross lægger nogle af tarmene op på Helles mave, sætter sin knytnæve på hovedpulsåren og klemmer det store blodkar ned mod rygsøjlen. Blødningen aftager. Okay, tænker han. Nu kan blodet ikke længere bare pumpe ud af Helles kredsløb. Men han ved ikke, hvor der er hul, det kan være flere steder. Ingen siger noget. Selv om der er fyldt med blod, finder Christian Ross i sin systematiske gennemgang af maven frem til milten. Han mærker, at den er hel. Han får lidt overblik og ser, at det er den store blodforsyning til tarmen, der er rykket ud ved selve tarmkrøset. »Jeg har fundet det! Hvad siger I til det her? Jeg holder på det,« siger Christian Ross. »Det ser o.k. ud,« svarer Inanna Weiss. »Hun er rimeligt stabil nu,« indskyder narkosesygeplejersken. Christian Ross er ikke i tvivl om, at han rent teknisk kan lappe Helle sammen. Han er mere bekymret for, at hendes kredsløb kollapser. Han gennemstikker hurtigt de overrevne blodkar med en syning. Derved standser han blødningen, men ødelægger også blodkarret. Blodet skal dog nok selv finde andre veje senere hen. Han rekonstruerer tarmkrøset og renser blodet op. De suger og suger, og klokken 14.47 skifter stemningen mærkbart. »Det var godt, at vi fik briller på, hvad?« siger Christian ud i lokalet. Han gennemgår systematisk bugspytkirtlen, tolvfingertarmen og hele tarmsystemet med fingrene. Helle har en ridse på leveren, men ikke alvorlig. Kirurgen fra Farum konstaterer, at Helle ikke bløder længere. De ringer til vagthavende på traumecentret og spørger, om Helle skal på intensivafdelingen eller, om de vil operere hendes lårbensbrud, når maveoperationen er færdig. Det er ikke afgjort endnu. Christian Ross begynder at sy. Han står på en forhøjning af blodige lagener, tager fat i begge sider af såret, spiler det ud og flytter mavesæk og tarmene til side. Kirurgen begynder at brænde blodkar for at stoppe små blødninger. En spinkel røgfane og en sødlig lugt breder sig, mens Helles hjerte hæver og sænker de blotlagte organer. En bunke blodrøde servietter ligger for enden af operationsbordet. Ortopædkirurgen fra traumeteamet, Rolf Bondeson, kommer ind og foranlediger, at Helle får taget halskraven af. Bondeson bemærker, at hun er "frikendt" for brud på hals og ryg. Alt er lettere nu. Inanna Weiss står på en skammel oven på de blodige lagener for at nå ind over Helle. De to kirurger har byttet side. En ny sygeplejerske med mundbind kommer ind ad døren og stiller sig ved siden af Inanna. Christian Ross udbryder: »Hvad Søren, er det frøken Storm?« »Ja.« »Så skal vi arbejde sammen hele natten.«

*** SAMTIDIG KASTER FÆRGEN fra Sejerø trosserne. Ombord sidder Helles svigermor, Jonna. Det er ikke længe siden, at hun har haft sin søn, Allan, i røret. Hun er så rystet, at hun ikke kan overskue at køre igennem storbytrafikken til Rigshospitalet. Derfor har hun aftalt med sin yngste søn, Lars, at de sammen tager toget fra Holbæk. Hun kan først være fremme hos Helle – og Allan – ved aftenstid. Tankerne er mange, da de finder deres plads i togstammen.

*** CHRISTIAN ROSS undersøger tyndtarmen for læsioner. Storm følger hans bevægelser og spørger: »Er vi færdige nu?« »Ja, det synes jeg. Der er jo knastørt nu.« De to kolleger arbejder videre i tavshed, indtil Christian Ross udbryder: »Hvad så fru Storm, eller er det frøken?« »Frøken, lidt endnu.«»Er der gifteplaner?« »Jah, han har friet.« »Sagde du ja?« »Ja.« »Uden betænkeligheder?« »Ja.« »Er hun sød?« »Han.« »Nå, er det en han?« Minuttet efter gør Christian Ross status og slutter: »Vi lægger et dræn, og så lister vi ud.« »Nej, hvor ser de ud,« siger han og kigger ned. »Pokkers også, jeg skulle have taget Sørens træsko i stedet for mine egne.« De to kirurger brænder flere blodkar sorte mod det røde kød. Ross begynder at tælle servietter. »En, to, tre, fire.« »Fem servietter på leje,« supplerer Storm. De to kirurger bytter igen plads, og i forbifarten får Christian Ross sine blodbestænkede briller skubbet på plads. Sygeplejerskerne tæller videre. »63.« »To servietter, Christian?« spørger frøken Storm. »Her.« »Så stemmer det.« Ingen servietter er glemt i patienten. De lægger et dræn ud gennem et hul i højre side af maven, så blod og væske kan komme væk. Inanna Weiss og Christian Ross syer Helle sammen. De begynder med det nederste lag hud og muskler. Christan Ross syer, mens den kvindelige kirurg binder knuder og trækker godt til. Hullet i maven snøres mere og mere til, og Christian spørger sygeplejerskerne, om de har talt kludene igen. »Nej.« »Det er mere det, at jeg stadig kan nå at få en hånd ned og tage dem.« Sygeplejersken tæller op, hvor meget blod de har brugt. »Fire en halv liter,« lyder det. »Har du regnet den liter med, som jeg står på?« spørger Christian Ross. »Ja, der er nok en liter på lejet og på gulvet.« Helle har mistet fire en halv liter blod undervejs. Rolf Bondeson fra traumeteamet kommer igen, for han har fået en melding om, at det brækkede ben virker koldt. Han løfter det grønne operationsklæde og mærker på benet. Det er stadig varmt, så blod-forsyningen er ikke ødelagt. Helles forskellige pupiller bekymrer til gengæld lægerne. »Vi har scannet hovedet, og der var ikke noget. Men hvis det udvikler sig, må vi rescanne, « siger Rolf. De bliver enige om, at Helle er for dårlig til at få opereret lårbenet. Det må vente til i morgen, når hun forhåbentligt har det bedre. Helle skal først i respirator på intensivafdelingen. Efter halvan-den times operation er der ikke mere for Christian Ross at gøre. Inanna Weiss fortsætter med at sy det øverste hudlag sammen, mens Ross kigger ud over holdet af sygeplejersker og læger og siger: »Tusind tak. Tak for hjælpen.« I skyllerummet tager han handsker og mundbind af. »Det var "the golden hour",« tænker han. »Nu venter et kompliceret efterforløb. Pigen har lungeknusning på begge sider, og med det store blodtab risikerer nyrerne at svigte. Og hvad med pupildifferensen? Men hun er ung og stærk. Så mon ikke det værste er overstået?« Det værste er ikke begyndt endnu.
Tilbage til oversigt

Kapitel 5: Intensiv

Det er sådan en dag, man forbander at bo på en ø. Den 25. august 2005 har turen fra hjemmet på Sejerø til København været ulidelig lang for Jonna Pedersen. Hendes søn, Allan, har ringet og fortalt, at hans kæreste Helle er blevet opereret og overflyttet til Rigshospitalets intensivafdeling. Jonna tænker ikke på sig selv, kun på sin søn og på Helles tilstand og på at tilbagelægge afstanden til Rigshospitalet hurtigst muligt. Men hun er for chokeret til selv at køre i storbyen. Klokken 17.45 - syv timer efter Helles ulykke - tager Jonna og hendes yngste søn den sidste del af turen fra Nørreport til Rigshospitalet i bus. De går direkte op på intensivafdelingen på tredje sal, hvor Allan venter sammen med sin søster Annette. De siger ikke meget til hinanden, ingen af dem ved ret meget, de venter bare på at komme ind og se Helle. Stue 3263, seng 7-8. For en halv times tid siden blev Helle rullet derind efter maveoperationen, og læger og sygeplejersker er ved at koble hende til iltslanger, væsker og respirator. Familien venter en halv times tid uden for, og Jonna kan næsten ikke holde det ud. Hun har brug for at se Helle, ellers løber tankerne af med hende. Det samme har Allan. Da døren omsider bliver åbnet, er han alligevel ikke forberedt. Den generte, unge gulvarbejder kan næsten ikke kende Helle. Hans 24-årige kæreste er ophovnet i ansigtet af slaget mod bilruden, og hun er fyldt med slanger. Det er hårdt at se. Jonna ser respiratoren, der rytmisk trækker vejret for Helle, og svigerdatteren reagerer ikke, når man taler til hende eller holder hendes hånd.»Det er alvorligt,« tænker Jonna.

***Flere familiemedlemmer støder til, også Helles søskende, de er mange nu, og den vagthavende læge kalder dem ind til samtale i møderummet. Han er ung, med strittende, moderne hår, og de kan instinktivt godt lide ham. Den unge læge fortæller, hvad der er sket, og hvad lægerne har gjort. Familien er mest chokeret over, at Helle har fået alle de brud - i ansigtet, bækkenet, lårbenet - men det er underordnet, forstår de på lægen. Problemet er Helles lunger, som har fået så kraftigt et slag ved sammenstødet med træet, at hun har hævelse, blødninger og væske i lungerne - lungekontusion. Normalt lungevæv er som en svamp, hvori blodet suser rundt og møder luftens livsvigtige ilt. Men når et slag sender væske ud i lungerne, kan kroppen ikke få ilt nok. Lægerne kan heller ikke udelukke, at Helle har fået en hjerneskade. Den unge læge siger, at man ikke ved, hvordan det vil gå Helle. Familien og lægerne kan ikke gøre meget andet end at vente. Næste dag har Allan fri og er hos Helle hele dagen, men siger ikke noget til hende. Det er svært at sige noget til et menneske, der bare ligger der. Den eneste lyd i rummet er respiratorens hæse og monotone røst. Lægerne fortæller, at der ikke er noget nyt.

***Man kan ikke se det på Kurt Espersen, den rolige og gråsprængte overlæge på intensivafdelingen, men han er bekymret for Helle. Afdelingen redder livstruede patienter, og personalet er nærmest adrenalinjunkies, der arbejder ud fra mottoet om, at intet er umuligt. De har respiratorer, kredsløbsunderstøttende medicin og antibiotika til at kæmpe for livet. Alligevel er en fjerdedel af patienterne så hårdt medtagne, at de ikke klarer den. Døden er så nærværende på afdelingen, og ønsket om at afværge den så påtrængende, at personalet knytter meget håb til, at patienterne overlever. Noget af det bedste, Kurt Espersen og hans kolleger ved, er, når patienterne kommer tilbage, raske og i deres eget tøj for at hilse på. Det betyder meget for lægerne at se, at her var en, der klarede den. Så siger de til hinanden: Så du, at den eller den var her. Kurt Espersen tror på, at menneskets livsvilje spiller en stor rolle for, om det overgiver sig til døden. Han har set det så tit, patienter, der ligger bevidstløse i sengen, men kæmper for livet. Somme tider mister de livsgnisten, som et vindpust, og dør. Helle er ung, stærk, men hendes tilstand er kritisk. Den 45-årige overlæge med den bornholmske dialekt er mest bekymret for Helles vejrtrækning. Hun får 100 procent ren ilt og en særlig medicin, der leder ilten derhen i lungerne, hvor den bedst kan optages. Kendsgerningen er, at der er små marginaler tilbage at overleve i.»Hvis Helle får en lungebetændelse oveni, er hun ilde stedt,« tænker lægen. Han har allerede forhørt sig hos narkoselægerne oppe på fjerde sal, om de kan have deres særlige hjerte-lungemaskine klar, hvis det skulle komme så vidt. Desuden har Helle været bevidstløs siden ulykken. Hvorfor er hun ikke vågnet? Kurt Espersen ved, at neurologerne overvejer at sætte en trykskrue i hendes kranium for at måle, om trykket på hjernen er steget. Lægerne tør heller ikke operere Helles lårbensbrud endnu. Det er et dilemma, der vil vokse de kommende dage: På den ene side er Helle for dårlig til at blive opereret. På den anden side er lårbenet så splintret, at det kan afgive små blodpropper, der kan vandre op og sætte sig i lungerne og gøre Helle endnu dårligere. Lørdag den 27. august går det en lille smule bedre. Helle kan nu nøjes med at få 70 procent ren ilt. Kurt Espersen håber, at ortopædkirurgerne kan operere Helle senere samme dag. For det lårben plager ham. Helle har også fået sat en trykmåler på kraniet, den viser, at hjernen er udsat for et let forhøjet tryk, men ikke noget alarmerende, og søndag kan Helle nøjes med at få 45 procent ilt. Det ser ud til at gå den rigtige vej. Familien får at vide, at tilstanden stadig er kritisk, og Helle ligger ubevægelig i sin seng. Når Jonna er på besøg, går hun i rutefart mellem Helles sengeleje og et sted uden for hospitalet, hvor hun kan ryge. Hun kan ikke finde ro nogen steder, vandrer hvileløst frem og tilbage, for det er ikke til at holde ud at være inde hos Helle, når hun ikke reagerer.

***Pludselig bliver Helle dårligere. Der er noget galt, noget, som lægerne ikke kan forklare. I de næste dage må Helle igen have 100 procent ilt. Det er torsdag den 1. september, og Kurt Espersen forstår det ikke: Slaget fra ulykken burde ikke kunne begrunde de dårlige lunger. De skulle blive bedre efter nogle få dage. Nu går det den modsatte vej. Kan hendes dårlige lunger forklares med andet end lårbensbruddet? Men det nytter ikke at operere hende nu. Hun vil dø på operationsbordet. Det er et håbløst dilemma at stå i, når man er vant til at handle for at redde liv. Kurt Espersen beslutter sig for, at det er på tide at indkalde familien for at sige det, som det er. De samles om eftermiddagen i møderummet, et lokale med neonlamper i loftet, linoleumsgulv og et ovalt konferencebord. En kobberskulptur på væggen skildrer fortiden, nutiden og fremtiden, og en af de små kobberplader på væggen bedyrer: »Tiden går ikke. Den kommer.« Tid er det eneste, som lægerne ikke har nok af lige nu, og det fortæller de Helles familie. Der er ikke store chancer for, at hun vil overleve. Hendes lunger er blevet dårligere og dårligere, hun har i en periode fået 100 procent ren ilt, og nu ser det ikke længere ud til at være nok. Hun kan ikke optage nok ilt til at forsyne hjernen. Lægen spørger, om de ved, hvorvidt Helle har et ønske om at blive holdt kunstigt i live. De ved det ikke. Allan og Helle har aldrig talt om det. Lægen fortæller, at de måske vil forsøge at redde Helle ved at lægge hende i en hjertelungemaskine, men heller ikke dér vil chancen for at overleve være stor. De bliver enige med Allan og Jonna om, at det nok er bedst, at de sover inde på Rigshospitalet den nat. De får gæsterummet nede for enden af gangen.»Dette rum er optaget af pårørende til pt. i seng. 3288D,« står der på døren til det rum, hvor Allan og Jonna sover. Klokken er fire, og storbyen og hospitalet ligger hen og samler kræfter til en ny dag, da en sygeplejerske går ned ad gangen og banker på døren.»I må hellere komme med,« siger hun. Allan og Jonna vågner af en urolig søvn: »Åh, nej. Bare det nu ikke er sket.«
Tilbage til oversigt

Kapitel 6: Den kunstige lunge

I mere end en uge har Helle Marlene Pedersen uden bevidsthed kæmpet for sit liv og ser ud til at tabe. Der er gået otte dage, siden hun så lindetræet komme farende imod sig, og overlæge Niels Andersen er den sidste forsvarsbastion på Helles ufrivillige rejse mod døden. Det er den 51-årige narkoselæge bevidst om, da han bliver vækket efter tre timers søvn i sin lejlighed på Frederiksberg natten til den 2. september 2005. Sådan er det. Når de beder ham om at hjælpe i forbindelse med hjerte-lungemaskinen, er mennesker nået til livets yderste grænse, halvdelen dør, og for Helle er chancerne endnu ringere. Niels Andersen klæder sig på og tager sidst sin blå cykelhjelm på - det har han gjort, lige siden et sammenstød med en ung rulleskøjteløber resulterede i otte uger i sengen - forlader lejligheden og sætter sig op på sin Centurion citybike. Skutter sig mere af træthed end af kulde og kører mod Rigs-hospitalet. Hans vej går gennem Stengade og forbi Skt. Hans Torv, hvor han ser to unge bære en højrøstet brandert hjem, men Niels Andersen tænker mest på Helle. 10 procents chance har hun for at komme levende ud af den maskine, hun nu skal rigges til, måske 20 procent i allerbedste fald. Bare det ikke er en datter af en af mine venner fra barndomsårene i Holbæk, tænker Niels Andersen. Og der er et andet dilemma. Men det må han tackle, når han står i situationen. Hjerte-lungemaskinen på Rigshospitalet - ECMO'en - kan overtage både hjertets og lungernes funktion, det er et ultimativt, men risikabelt forsøg på livredning, som man kun anvender, når alt andet har været prøvet og er mislykkedes. ECMO'en på Rigshospitalet er en avanceret udgave af en hjerte-lungemaskine og den eneste af sin slags på Sjælland og Fyn. Den står til daglig i et lagerrum på 4. sal og bruges kun et par gange om året.

***Niels Andersen skifter tøj, da han ankommer til Rigshospitalet, og sætter sig til at læse Helles journal. Det er nedtrykkende læsning. Han går ind på stuen, hvor Helles jævnaldrende kæreste, Allan, og hans mor, Jonna, står ved sengen. De er dagen før blevet advaret om, at Helles tilstand er så kritisk, at de må forberede sig på det værste. Det er netop, hvad de har forsøgt, efter at sygeplejersken vækkede dem i de pårørendes rum på gangen. Niels Andersen giver dem hånden og lytter til Helles hjerte og lunger, han tjekker, at respiratoren er indstillet optimalt. Niels Andersen skal ikke bruge lang tid for at konstatere, at intensivlægen, der ringede til ham, har ret: Helle er ved at dø. Niels Andersen bekræfter, at hjerte-lungemaskinen er sidste chance for at give Helles lunger en pause til at komme sig, men han står i et dilemma. Helle har ligget i respirator for længe. Normalt siger man maksimalt tre til fem dage, hvis hjerte-lungemaskinen skal tages i brug, men Helles lunger har opført sig lunefuldt. Det ene øjeblik så de ud til at få det bedre, det næste blev de dårligere. Til sidst var de kun timer fra at sætte ud, og nu burde Niels Andersen nok fortælle, at der er gået for længe til, at de kan sætte Helle på Hjerte- lungemaskinen. I stedet ringer han til klinikchef Peter Skov Olsen, der i sidste ende skal tage beslutningen, og forklarer situationen. »Det må vi jo så gøre,« lyder svaret, og sådan er det, ved Niels Andersen: En gang imellem må de overskride grænserne for en behandling for at give patienterne en sidste chance. Niels Andersen ser på Allan og Jonna: »Hjerte- lungemaskinen er Helles eneste chance for at overleve. Hvis vi ikke gør det, dør hun. Vi overskrider de normale grænser for behandlingen, men det er den eneste chance. Den er lille, men vi gør, hvad vi kan,« siger han. Overlægen holder øje med Allan og Jonna. Forhindrer chokket dem i at forstå budskabet? Alvoren er gået op for de to, de hører lægen gentage sine ord for at være sikker på, at de er trængt ind, og de hører ham sige, at det er en livsforlængende behandling - der skal vindes tid. Allan og Jonna er enige i, at lægerne skal gøre alt, hvad de kan. I mellemtiden har perfusionist - ekspert i hjerte-lungemaskiner - Jens Steensgaard gjort klar til, at Helles kredsløb kan kobles til maskinen. De kører Helle ind på operationsstuen, og Jens Steensgaard kontrollerer nøje, at alle slangerne er tomme for luft - det er vigtigt, en luftboble kan sætte sig som en dødbringende blodprop. Niels Andersen koordinerer indsatsen, og kirurgen lægger snittet i Helles vene i lysken, hvor maskine og krop skal smeltes sammen. Lægerne sætter en slange på venen, og der er skabt et kunstigt kredsløb. Blodet begynder at løbe igennem maskinen, hvor en membran med tynde filtre sørger for, at Helles blod får ilt. Maskinen nærmest suger blodet ud af hendes vene, pumper det igennem maskinen og tilbage i arterien. Igen og igen, rundt og rundt.Det fungerer. Helles tilstand er stabil. Niels Andersen besvimer næsten af træthed derhjemme, Jens Steensgaards kone spørger, om Helle klarer den. »Jeg ved det ikke,« svarer han. Nu kan man kun vente.

***Helle har kun ligget i hjerte-lungemaskinen i få timer, da det begynder at gå skævt. Hun bløder fra operationssåret og har fået så meget blodfortyndende medicin, at lægerne ikke kan stoppe blødningen. I stedet må de koble maskinen til et andet sted, det bliver i halsen, og igen lykkes operationen. Helle bliver kørt til observationsrummet, hvor hun får både plads 2 og 3, fordi udstyret fylder så meget. To sygeplejersker overvåger hende døgnet rundt, de ved, at hun kan forbløde på et minut, hvis slangen til hjerte-lungemaskinen ryger af. For Allan, Allans mor og resten af familien er det hele ved at blive for meget. Allan har været tæt på gråd i det stille en gang imellem, men da han første gang ser Helle i hjerte-lungemaskinen, bryder han sammen. Alvoren er ikke længere til at fortrænge. Jonna kan heller ikke mere, hun er nødt til at gå ud. Samtalerne med sygeplejersker og lægerne er svære. Jonna prøver hele tiden at få det svar, hun helst vil have, så hun kan se sin søn glad igen: At Helle klarer den. Men det svar kan lægerne ikke give. Sygeplejerskerne noterer i Helles journal, at Allan nu har det så hårdt, at han tager enhver lille besked om bedring i Helles tilstand som et udtryk for, at »Helle er på vej hjem.« De skriver også i journalen, at der er forståeligt. Efter fem dage bliver lægerne enige om at nedtrappe brugen af hjerte- lungemaskinen, Helles tilstand er stadig kritisk, men lægerne vurderer, at hun ikke kan ligge i hjerte-lungemaskinen ret meget længere. Den 9. september - to uger efter ulykken - samler lægerne Helles familie, forklarer situationens alvor, og at de snart må tage hende ud af hjerte- lungemaskinen. Bivirkningerne er ved at overstige fordelene, så enkelt er det. Hvis hun bliver i maskinen meget længere, vil hun begynde at bløde overalt, fra alle organer, fra alle årer. Hun vil dø af den maskine, der har holdt hende i live. Problemet er, at når Helle først er taget ud af den, kan hun ikke kobles til den igen. Og problemet er, at Helle kan have en hjerneskade. For Allan har det værste indtil nu været at se Helle blive lagt i hjerte-lungemaskinen. Nu er det lige så slemt, at de fjerner den igen. Dagen efter bliver Helle taget ud af maskinen - efter otte døgn i den - og Allan trækker vejret igen, da Helles lunger viser sig at være stærke nok til at holde hende i live. Allan venter. Han støtter sig til sin mor og til Helles søster, og hjemme i lejligheden i Ladegårdsparken Øst holder hans ven og nabo, Rasmus, humøret oppe, når de spiller playstation sammen. Allan passer også sit arbejde, det hjælper ham af med tiden.

***Nogle dage kommer han ind og sidder ved Helle. Andre gange ringer han. Som timerne går, tyder alt på, at Helles lunger får det bedre. Der begynder at ske noget. Noget tyder på, at Helle mirakuløst - det ord bliver brugt i hendes journal - er ved at komme sig. Den 13. september har hun det så godt, at hun kan blive opereret for sit lårbensbrud. Det er orto-pædkirurg Rolf Bondeson - manden der også var på vagt i traumecentret, da de i sin tid kom med Helle - der skærer hendes lår op, sætter bruddet på plads, indfører et langt metalrør i lårbenets marvhule og fæstner det med to skruer i hver ende. Han har stadig viltert, gråt hår og en kvik bemærkning klæbende til læben. Nu arbejder tiden for Helle, og den 22. september virker hendes lunger igen. Lægerne udskriver hende fra intensivafdelingen, og Allan lægger mærke til, at det er, som om Helle er på vej tilbage. Hun reagerer på lyde og ser ud til at kunne genkende sin familie, når de besøger hende. Den 24. september - næsten på dagen en måned efter at Helle kom ud for ulykken - sidder han ved hendes seng. Allan ser på Helle, Helle ser på Allan, og så siger hun:»Hvad laver jeg her?«
Tilbage til oversigt

Epilog

Historien om Helle Marlene Pedersen slutter, hvor den begyndte: I en lille, toværelses lejlighed i Ladegårdsparken Øst - Holbæks genkendelige version af boligbyggeri i mængden og højden til en rimelig penge. Den anden gang, Morgenavisen Jyllands-Posten møder Helle, er en dag i november, næsten tre måneder efter at hun den 25. august 2005 kørte mod et træ. Den unge og generte kvinde sidder ved siden af Allan i sofaen med udsigt til fjernsynet og det moderne musik-rack ved væggen. Helle ved, at hun er heldig. Hendes personlige læge på Hvidovre Hospital, overlæge Lars Westergaard, sagde det så klart, som det egentlig kan siges: »Der må være en, som har holdt hånden over dig.«

***Lægen var overrasket over, at noget menneske kunne overleve sådan en medfart - først fastklemt i en bil i mindst tre kvarter, dernæst lænket til respiratorer og hjerte-lungemaskine. 27 dage og 21 timer alene på intensivafdelingen. Efter en måned på Rigshospitalet blev Helle den 26. september udskrevet til Neurorehabiliteringsafdelingen på Hvidovre Hospital, hvor hun skulle genoptrænes. Diagnosen traumatisk hjerneskade sikrede hende adgang til den ene af de to særlige afdelinger i Danmark, der er specialister i at genoptræne hjerneskadede.

Overlæge Lars Westergaard noterede sig, at hans nye patient bare lå og kiggede ud i luften i en af afdelingens 22 senge - alle på enestuer. Helle sagde ikke noget til personalet de første par dage. De kunne ikke vurdere skadens omfang - en traumatisk hjerneskade kan være alt fra en forbigående hjernerystelse til en omfattende, varig hjerneskade. Lægen satte rutinemæssigt en »bulldozer af behandling« i gang, efter at fysioterapeuterne og ergoterapeuterne havde vurderet Helle. Den unge kvinde havde udtalt lammelse i arme og ben og kunne knap bevæge dem. Hun kunne ikke føre en hånd op til ansigtet eller løfte benet strakt. Om det var hjerneskade eller ren afkræftelse, kunne personalet ikke afgøre, men flere uger i respirator kan tage kræfterne fra de fleste. Helle lå med sonde til maden, men personalet lærte hende langsomt at synke igen ved at give hende en tyk væske, som hun ikke så let fik galt i halsen. Hendes stue var indrettet som træningssted, og toilettet og håndvasken kunne justeres i højden, så Helle selv kunne lære at klare vask og tandbørstning. Afdelingens motto er, at alle livets forhold - fra tidlig morgen, til man falder i søvn - handler om træning. Personalet fandt ud af, at Helle er meget genert, og det kunne være en forklaring på, at der gik flere dage, før hun talte til dem. Men nu gik det godt - forbavsende godt. Patienterne på den særlige afdeling på Hvidovre er i gennemsnit indlagt i seks måneder, men Helle kom hjem efter blot 23 dage. Da hun blev indlagt på Hvidovre, fungerede hun meget langt fra normalt. Da hun blev udskrevet til eget hjem - efter to døgn på Holbæk - Sygehus - fungerede den unge kvinde meget tæt på normalt. De eneste synlige spor af den voldsomme ulykke er i dag, at Helle trækker lidt på højre ben, når hun går. Blødningen fra benbruddet har skabt forkalkninger i musklerne, som kan betyde, at Helle aldrig kommer til at gå normalt. Men meget kan rettes op med den rigtige træning. Alt det ved Helle godt, og det er trods alt en billig pris at betale, når alt kommer til alt.

***Morgenavisen Jyllands-Posten besøger Helle igen i december for at læse historien op for hende. Det er første gang, at Helle Marlene Pedersen hører detaljerne i alt det, hun har været igennem. Hun bliver berørt af historien, og vi taler om hverdagen og fremtiden efter ulykken. Den har påvirket Helle. Sat nogle ting i perspektiv for hende. For eksempel har Helle en god veninde, Jeanette, fortæller hun. De mødte i sin tid hinanden på efterskolen, Jeanette bor ved tilfældets gunst også i Ladegårdsparken Øst, og de to unge kvinder går hver dag en tur ned i byen for at ose i butikkerne. Helle nyder og værdsætter de små ting mere: Som at sidde sammen med Jeanette nede i byen og drikke en kop kakao. Helle har også fået en stille trang til at gøre det, hun ellers altid har udskudt. Hun kunne godt tænke sig at komme ud at rejse, gerne sammen med Jeanette, og det skal helst være sydpå til varmen. Helle har kun en gang været i udlandet, dengang da hun var med efterskolen i Norge. Det gælder om at prøve det, man har lyst til, før det er for sent. For om ikke andet har ulykken fået Helle til at tænke over én ting: At man skal passe på sig selv, livet er porøst.

***Helle er også begyndt at savne sit arbejde som rengøringsassistent. De har flere gange ringet inde fra Morris Rengøring for at spørge, om hun ikke kommer tilbage. Det er en god fornemmelse at være efterspurgt, og Helle er alligevel ved at være træt af at sidde i lejligheden. Dagen kan godt blive lang. Helle tænker ikke så meget over ulykken længere. Men hun kan ikke lide at køre i bil i aftenmørket, selv om hun godt ved, at ulykken skete i fuldt dagslys. I øvrigt har hun planlagt at tage til København for at takke læger og sygeplejersker for, at de reddede hendes liv. Helle og hendes kæreste Allan - besluttede i december at gå fra hinanden. De ses stadig og er gode venner. Siden ulykken den 25. august har mange ressourcer været sat ind på at bringe Helle Marlene Pedersen tilbage til livet. Her er hovedparten af det store hold:

HOLDET: Klik for større billede

HOLDET: Klik for større billede

1. Anton Van Dijk, redder
2. Tony Aagaard Nielsen, holdleder
3. Tom Jacobsen, brandmand
4. Johnny Hellfritzsch, indsatsleder
5. Jesper Petersen, akutbilsredder
6. Dorte Nielsen, akutsygeplejerske
7. Michael Larsen, brandmand
8. Søren Jacobsen, brandmand
9. Roland Sørensen, brandmand
10. Peter Manne Johansen, brandmand
11. Ove Mørk, brandmand
12. Johan Klausen, redder
13. Thomas Askevang, operationssygeplejerske
14. Niels E.O. Andersen, overlæge
15. Finn Olsen, brandmand
16. Anne Marie Simonsen, intensivsygeplejerske
17. Mario Perko, thoraxkirug
18. Ane Sode, intensivsygeplejerske
19. Marx Runge, perfusionist
20. Inanna Weiss, assisterende kirurg
21. Lene Krogh, intensivsygeplejerske
22. Jens Steensgaard, perfusionist
23. Marlene Schou, radiograf
24. Lars Westergaard, overlæge
25. Vibeke Dahl, sekretær
26. Sara Holm, neuropsyokolog
27. Anne Larsen, sosu-assistent
28. Anne Ekdal, socialrådgiver
29. Karin Kristensen, fysioterapeut
30. Lernik Khoudi, radiograf
31. Bente Sørensen, sygeplejerske
32. Pia Kold, ergoterapeut
33. Marianne Unger Johansen, radiograf
34. Inge Bitsch, afdelingssygeplejerske
35. Aase Kure, sygeplejerske
36. Osman Dogan, portør
37. Henrik Rottensten, narkoselæge

Tilbage til oversigt

Til patienter og pårørende

Generel praktisk info

Café, kiosk, bibliotek, rådgivning, rygeregler og andet der er godt at vide.