Traumecenter uden grænser

- Erfaringen siger, at man ikke skal tro, at man kan blande så mange faggrupper og så forskellige organisatoriske kompetencer – og tro, at det går godt. Men det gør det så alligevel.

Konstateringen kommer fra Jens Tingleff, stabslæge og chef for felthospitalet i Camp Bastion. I tre måneder har hospitalet været under dansk ledelse som aflastning for den hidtidige britiske, og det har været en øjenåbner på flere måder. Det har afsløret en række samarbejdsudfordringer i relation til militær rang og faglige kompetencer for personalet, og det har vist, at der brug for at forbedre bl.a. yngre lægers mulighed for merit under en udsendelse til et felthospital. Men det har først og fremmest vist, at de danske udsendte sundhedsfaglige har magtet den kolossale opgave at administrere noget, der efterhånden betegnes som verdens største traumecenter. Et traumecenter, der vel at mærke ligger midt i den afghanske ørken, under en skoldhed sol, raseret af daglige støvstorme og med ca. 200 nye, alvorligt kvæstede patienter hver eneste uge.

Amputationer er hverdag
196 sundhedsfaglige, heraf ca. 100 danskere, arbejder i øjeblikket på felthospitalet – for tiden er fire sygeplejersker fra Rigshospitalet blandt de udsendte. Dagligdagen for hospitalets ansatte er travl og barsk. Langt de fleste skader er bombeskader fra vejside- eller selvmordsbomber, og amputationer er hverdag her. I de første otte uger med dansk ledelse havde hospitalet 35 patienter, der fik amputeret et ben eller en arm – eller begge dele.

- Vi har haft 15 såkaldt uventede overlevelser. Folk, som vi reelt har hentet tilbage fra døden, fortæller Jens Tingleff.

Blandt de særlige tilfælde er en lungeamputation på en britisk soldat, der krævede 170 poser blod og plasma på to timer, men som reddede soldatens liv. En ansat på felthospitalets blodbank fortæller, at 20% af Englands donorblod kommer hertil. Resten hverver man gennem et donorkorps blandt soldaterne selv – et korps, der er overvældende stor tilslutning til.

Et andet tiltag, der i høj grad redder liv blandt soldaterne, er den såkaldte knebelpres (tourniquet). Hver soldat har fået udleveret to stk. for det tilfælde, at de skulle få sprængt ben eller arme af og har brug for at stoppe blodtilførslen straks. En situation, som rigtigt mange soldater kommer ud for i løbet af den tid, de er her.

Organisering redder liv
Både soldater og civile behandles på felthospitalet, men hvor soldaterne hurtigst muligt sendes til specialiserede hospitaler i hjemlandet, er der stort set intet hospitalsvæsen at sende de afghanske civile til. Derfor forsøger man at beholde dem på hospitalet så længe, at de kan overleve uden hospitalshjælp, når de bliver udskrevet. Et hjørne af hospitalet er helt afsat til afghanske børn – de fleste med skudsår eller bombeskader, og mange af dem også med en generelt dårlig sundhedstilstand. Underernæring, simple infektioner og indvoldsorm er mere reglen end undtagelsen her.

Udfordringer er derfor ikke noget, de danske sundhedsfaglige i Camp Bastion mangler. Felthospitalet og de ansatte her præsterer en ekstremt hurtig livreddende førstehjælp, når helikoptere henter de sårede soldater i kampzonerne. Og er der særligt travlt på én af hospitalets afdelinger, omorganiseres personalet lynhurtigt, så alt kan sættes ind på én gang.

- Vores store styrke er, at vi kan lægge kræfterne i dér, hvor skaderne er. Vi kan rykke næsten alle vores ansatte til én afdelingerne på hospitalet, fortæller Peter A. Christensen, klinikchef og lægelig chef på felthospitalet.

Ros fra hele verden
Både det danske sundhedsministerium og udlandet nikker bifaldende til det enestående arbejde, der leveres i den afghanske ørken:

- I har sagt tak til os – men det er os, der skal sige tak til jer. I gør en kæmpe indsats. I behandler soldater men også afghanere – og der er lang vej igen, før dette land fungerer uden hjælp udefra, men jeres arbejde smitter. I gør Danmark ære – og I gør sundhedsvæsenet ære! Lyder det fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen betragter mindepladen for de danske faldne soldater i Afghanistan.

- Det her er absolut et af verdens bedste felthospitaler, og der bliver med stor interesse fra alle sider kigget netop på dette multinationale set up.

Krav om merit og militær rang
Der er dog også områder, hvor hospitalets danske ledelse har erfaret, at noget kunne gøres bedre. Et af problemerne for de danske sygeplejersker har været, at de ikke som lægerne har en militær rang – og det betyder lavere militær status end de britiske og amerikanske kolleger – og dermed samarbejdsvanskeligheder.

Jens Tingleff og Erik Darre forsikrer, at der nu vil blive set nærmere på, hvordan man fremover kan indpasse sygeplejerskerne i den militære rækkefølge, og sundhedsministeren bekræfter, at også han, sammen med Forsvarsministeriet, vil se nærmere på en løsning.

Et andet problem er, at yngre læger under uddannelse ikke kan få merit for et ophold på et felthospital, selvom opholdet unægtelig betyder massive erfaringer på ekstremt kort tid. Et eksempel er en af hospitalets yngre læger, Louise Amstrup, der allerede efter to måneder har gennemført en væsentlig del af de obligatoriske håndgreb i hendes 4-årige uddannelse.

- Louise har tilset 39 traumepatienter – kravet er 5, hun har lavet 100 bedøvelser – kravet er 500, lavet 15 nerveblok – kravet er 50, og hun har haft 5 præhospitale patienter (MERT) – kravet er 15. Så der er vist ingen tvivl om, at hun lynhurtigt får stor erfaring, og heldigvis ser det da også ud til, at hun nu får tidsdispensation fra hoveduddannelsen for at være her, siger Peter A. Christensen.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen viser sig da også positiv overfor en opblødning af merit-systemet på dette punkt:

- Der er ting, man ikke kan begribe, før man er herude og ser, hvordan tingene er. Og der er for mig ingen tvivl om, at danskerne tager ekstremt meget med sig hjem til det danske sundhedsvæsen, og det skal selvfølgelig godtgøres på en eller anden måde. For de udsendte oplever ting her, som de aldrig vil opleve i hverken det danske, engelske eller det amerikanske sundhedsvæsen. Et ophold her vil jeg tro svarer til den erfaring, man først tilegner sig efter 10, 15 eller 20 års tjeneste.

Sundhedsministeren har efter besøget på felthospitalet meldt ud, at han vil arbejde på en løsning, så de udsendte yngre læger lettere kan få forhåndsgodkendt merit for uddannelsesforløb, når de er udsendt. Sundhedsministeriet er i dialog med Forsvarsministeriet om en ordning, der dog forudsætter, at der også er egentlige uddannelseselementer i forløbet – udover den kolossalt nyttige praktiske erfaring, de yngre læger får.

Ledelsen af felthospitalet i Camp Bastion overgår pr. 16. oktober 2009 igen til briterne, og den 14.-16. december er generallæge Erik Darre og chef for felthospitalet Jens Tingleff inviteret til at fortælle om deres erfaringer på NATO’s generallægemøde i Bruxelles. Men uanset om der kommer perioder med dansk ledelse igen, eller om hospitalet forbliver britisk administreret, så spiller de danske klinikere en stor og afgørende rolle i arbejdet for at redde liv i felten – både når det gælder europæiske, amerikanske og afghanske patienter.



Fakta om felthospitalet
Felthospitalet i Camp Bastion har de seneste seks måneder behandlet ca. 1500 patienter. Hospitalets intensivafdeling har plads til maksimalt 10 indlagte og kan, bortset fra dialyse, levere den samme behandling som et hospital i Danmark. På operationsstuen kan der opereres på 3-4 lejer samtidig, og for at få patienterne hurtigere behandlet, er skadestuen placeret lige op ad operationsstuen.

For øjeblikket er der syv speciallæger og fem yngre læger på felthospitalet. De er alle rekrutteret fra det offentlige sygehusvæsen. Speciallægerne fordeler sig således: to kirurger, én ortopædkirurg, to anæstesilæger, én røntgenlæge, én intensivlæge – samt chef for felthospitalet Jens Tingleff.

Derudover har hospitalet ansat en hygiejnesygeplejerske, en der står for den epidemiologiske registrering af skaderne samt en sygeplejerske, der varetager kvalitetsforbedringer.

Hospitalspersonalet har sammenlagt fået ca. 300 kursusdage i Danmark og England for at blive klar til at drive hospitalet. Under deres ophold på hospitalet rapporterer de løbende tilbage til den britiske træningslejr i York med forslag til nye cases, det fremtidige personale kan trænes i.