Fem sygeplejersker udsendt fra Rigshospitalet er i øjeblikket med til at redde soldater og civiles liv i Afghanistan. Den markante afveksling fra hverdagen er grum, ekstremt lærerig og ’det hele værd’.
Middagsheden trygger på den lille forsamlingsplads i den danske lejr i Kandahar, og ørkenstøvet ligger tykt på bænke og borde. Sygeplejerske Jesper Willenbrock står med opsmøgede ærmer i sin beigefarvede feltuniform og smiler – også selvom han hver dag ser barskere ting, end han havde troet var muligt, og selvom lejren ugentligt er i risiko for at blive ramt af raketangreb.
- Jeg er glad for at være her, og jeg synes, mit arbejde er givende og meget adspredende. Jeg behandler primært soldater men også lokale børn, der er kommet til skade i krigen, fortæller Jesper Willenbrock, der til daglig er sygeplejerske på Rigshospitalets Traumecenter.
Jesper Willenbrock er udsendt til Kandahar, og 'varmer' op til en noget barskere udsending til Price-lejren, også i Afghanistan.Blød start før det går løsHer i Kandahar har han ansvar for, at de sårede soldater bliver transporteret hjem til Danmark. Han bestiller og organiserer beholdningen af medicin og varetager småskader og almindelig sygepleje på et af lejrens infirmerier.
Jesper Willenbrock er udsendt til Kandahar, og 'varmer' op til en noget barskere udsending til Price-lejren, også i Afghanistan.
- Det er første gang, jeg er udsendt, og mine opgaver her er nok lidt mere ’kedelige’ end på Rigshospitalet, selvom det selvfølgelig er nogle andre slags patienter, vi har her. Så jeg har skullet omdefinere mit arbejde lidt i de tre måneder, jeg er udsendt – men det giver mig et virkeligt fint perspektiv på tingene derhjemme. Det er rart at starte lidt blødt, og det giver mig en stor menneskelig erfaring, som jeg får brug for næste gang, jeg skal ud. Så det har helt afgjort været det hele værd, siger Jesper Willenbrock.
Efter de tre måneders udsending til Kandahar skal Jesper Willenbrock næste gang til lejren Price – også i Helmandprovinsen i Afghanistan. Området omkring Price er i øjeblikket præget af væsentligt flere kampe end de sydlige områder omkring Kandahar og Camp Bastion.
Sygeplejerske på den hardcore måde I Camp Bastion ligger til gengæld det, der i øjeblikket betragtes som verdens største traumecenter. Her arbejder fire sygeplejersker fra Rigshospitalet, og de løber stærkt. Én af dem er anæstesisygeplejerske og tidligere børnesygeplejerske Jakob Lundborg Hansen, der til daglig arbejder på anæstesi- og operationsklinikken i HovedOrtoCentret.
- Arbejdet her adskiller sig markant fra det, jeg kender hjemmefra, fordi jeg arbejder på sengeafdelingen – i daglig tale Warden. Jeg er primært med på missionen pga. min tidligere erfaring som børnesygeplejerske, men jeg benytter mig dagligt af mine erfaringer og kompetencer som anæstesisygeplejerske. Warden fungerer nemlig som opvågningsafdeling, og patienterne kommer direkte til Warden fra operation eller fra traumecentret, mens de venter på operation. Opvågningspatienter kræver særlige observationer, og her kommer anæstesierfaringen virkelig til hjælp. Pga. af det store pres på operationsstuerne kommer patienterne langt hurtigere ind til os, end jeg oplever hjemme, hvilket stiller krav til overblikket, da arbejdspresset er konstant – over 60 nye patienter i gennemsnit om ugen, mens vi har været her! Også kompleksiteten i de skader, patienterne har, og de hardcore smerteproblematikker vi arbejder med, ville man aldrig se i samme omfang på en dansk sengeafdeling. Med den mængde patienter og en arbejdsuge på over 60 timer tilegner man sig langt hurtigere flere erfaringer end i Danmark, fortæller Jakob Lundborg Hansen.
- Man arbejder i specialer og med fagområder, som er milevidt fra det, man kender hjemmefra. Men samtidig er arbejdet langt mindre selvstændigt end det hjemlige arbejde som anæstesisygeplejerske. At jeg er udsendt som børnesygeplejerske og ikke til dagligt bruger min nye titel skyldes, at englænderne ikke kender anæstesisygeplejersker som faggruppe. Derfor er det kun tre af otte udsendte anæstesisygeplejersker, der arbejder på operationsgangen. I stedet varetages anæstesierne af læger og anæstesiteknikere i fællesskab. Og her har der da været samarbejdsvanskeligheder specielt med børnepatienterne, når jeg som sygeplejerske fra sengeafdelingen har større erfaring med børnebedøvelser end den læge, som står for bedøvelsen. Det er dog blevet meget bedre efterhånden som englænderne har lært os at kende, og relationen mellem danske anæstesisygeplejersker og læger har fungeret perfekt fra starten, da de vidste, hvem vi andre var, siger Jakob Lundborg Hansen.
Glade børn redder dagenTrods arbejdspresset har Jakob Lundborg Hansen dog ikke for travlt til at praktisere en lille hobby fra tiden som børnesygeplejerske – og han hiver glad en knaldrød klovnenæse op af uniformslommen.
- Den her bruges, når der skal være et frirum over for børnene. For klovnen er KUN god. Vi havde en lille afghansk pige, der havde været inde til operation flere gange. Hun var bange og panisk de første gange, hun blev bedøvet, men efter at ”næsen” langsomt blev introduceret, kunne klovnen give trygheden, og til sidst lykkedes det at få hende til at falde i søvn skraldgrinende flere gange. På afdelingen ligger alle patienterne – børn og voksne, soldater og lokale – i samme rum, så jeg kan se, at der er flere end børnene, der kan lide den positive stemning, en klovn skaber, siger Jakob Lundborg Hansen.
Spørger man ham, om han har et godt råd til kolleger i Danmark, der overvejer at rejse ud, nikker han ivrigt:
- Man skal vide, at man kommer til at se nogle grumme ting. Og man skal kunne arbejde i en fremmed kultur og med fremmede kulturer. Langt væk fra familien. Men man skal også vide, at ud over de faglige erfaringer, man får, så vil man også få så mange menneskelige oplevelser. Og der er bare ikke noget, der kan måle sig med den glæde og taknemmelighed, ens arbejde giver patienterne. Følelserne, man har, når man løfter en lille dreng op i bilen, som kører ham og faderen til porten, efter at have behandlet ham og været med til at redde hans liv er i skarp kontrast til dybe snakke med soldater, der har været ude for 3 IED’er (vejsidebomber, red.) på få uger og mistet flere venner og kollegaer. Begge dele er utroligt givende for mig som menneske og sygeplejerske.
Hvem er udsendt?Udover sygeplejersker, er der udsendt speciallæger, bioanalytikere, sygepassere samt yngre læger under uddannelse til felthospitalet i Camp Bastion.
Forsvaret har valgt Rigshospitalet som det primære modtagesygehus for de danske sårede, der sendes hjem fra Afghanistan. Sammen har Rigshospitalet og Forsvaret en ordning med syv delelægestillinger for fire afdelingslæger og tre overlæger, der står til rådighed for udsendelse to måneder om året. Med denne ordning betaler Forsvaret 60% af lønudgifterne, og foreløbig er fire af stillingerne besat.
De ansatte på felthospitalet bor som soldaterne sammen 8-10 personer i store militærtelte med aircondition, bad og toilet. Hver dag har de udsendte ret til 20 minutters gratis telefontid – evt. mere, hvis der ikke er kø ved telefonerne.
Maden indtages i spisetelte, og selvom lejrene ligger i nogle af de mest øde områder i verden, er her rigeligt med frisk frugt, veltillavet mad, kage og endda is en gang om ugen.
De forskellige nationaliteter blandt de ansatte på felthospitalet i Camp Bastion følges gerne med hinanden til middag i de forskellige landes dele af lejren, og KFUMs lille café trækker de fleste danskere til det danske kvarter hver aften. Her mødes man under hyggelige lyskæder, med spil, fællessang eller snak, og rygtet om den danske hygge har efterhånden spredt sig, så også englændere og amerikanere kommer til.