Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Neurokirurg uddanner læger i Etiopien

Overlæge Michael Kosteljanetz fra Rigshospitalets Neurokirurgisk klinik har været i Etiopien for at supervisere uddannelsen af to kommende neurokirurger.

Unge læger i Etiopien har hårdt brug for den faglige ekspertise, læger i den Vestlige verden besidder.
Derfor har overlæge Michael Kosteljanetz fra Neurokirurgisk Klinik været i Etiopiens hovedstad Addis Ababa for at deltage i uddannelsen af to unge etiopiske læger.

I knapt tre uger i slutningen af 2010 arbejdede den danske overlæge på det forholdsvis nye hospital Myungsung Christian Medical Center, der er etableret af en kristen koreansk gruppe.

– To eller tre dage om ugen var der operationer. Ind imellem går man stuegang på intensiv og sengeafdeling, hvor der lå 10-15 neurokirurgiske patienter. Operationerne i mine uger var booket på forhånd. Jeg gik hele tiden sammen med de to udannelsessøgende læger, assisterede dem til operation, eller også assisterede de mig til de lidt større indgreb, fortæller Michael Kosteljanetz.

Halvdelen var børn
Den primære patientgruppe, som Michael Kosteljantez og de to læger behandlede var børn, som udgjorde 50% af patienterne.

De hyppigste diagnoser var vand i hovedet og rygmarvsbrok. Lidelser, som i den vestlige verden stort set er udryddet. Øvrige hyppige diagnoser var hovedtraumer, brud på ryggen, rygmarvsskader og hjernesvulster, men ikke mange.

– De fleste i Etiopien bliver slet ikke undersøgt, hvis de har en svulst i hjernen, og derfor er det en ret sjælden diagnose at se på operationsstuerne, og de patienter, der kommer, har så fremskreden en sygdom, at det kan være umuligt at hjælpe dem, siger Michael Kosteljanetz.



Begrænset udstyr

Udstyret var begrænset og mangelfuldt. Der var dog en ny spiral CT skanner, som var nede de første dage under Michael Kolsteljanetz ophold på hospitalet.

Det var heller ikke sjældent, at elektricitets- eller vandforsyningen blev afbrudt, og at alle dagens operationer derfor må aflyses.

– Operationsstuerne var kæmpestore sammenlignet med forholde på Rigshospitalet. Instrumenterne lod dog meget tilbage at ønske. Der var et gammel operationsmikroskop, som mang lede hvidt lys, et endoskop, som manglede en lige optik – og bor, der var så slidte, at det tog en krig at bore gennem et kranium, fortæller Michael Kosteljanetz.

Fantastisk samarbejde
Samarbejdet med personalet på hospitalet i Addis Ababa var med danske overlæges ord fantastisk:

- De var utrolig venlige og imødekommende.
Personalets erfaringer er præget af, at de skal kunne løse mange forskellige opgaver. Derfor er de ikke så specialiserede, som vi ser det i Danmark. Operationssygeplejersken vidste fx ikke altid, hvad jeg mente, når jeg bad om et bestemt instrument, men så måtte jeg forklare, hvad jeg skulle bruge, fortæller Michael Kosteljanetz og understreger:

- Selv kortvarige ophold under helt andre forhold kan give oplevelser, man kan glæde sig over i mange år, og jeg kan kun opfordre andre til at søge den udfordring.

Om frivilligt arbejde
Det udvekslingsprogram, som Michael Kosteljanetz har deltaget i, er styret fra Institute of Surgical Science ved universitetet i Bergen, Norge i samarbejde med Sundhedsministeriet og Det Lægevidenskabelige Fakultet i Addis Ababa, og læger fra hele Skandinavien har været udsendt.

– Det er et rigtig godt program. Der fi ndes mange forskellige programmer, hvor man tager til et land og opererer en masse patienter for derefter at hjem igen. I dette program uddanner vi lokale læger til selv at kunne foretage behandlingerne, og det er der hårdt brug for, siger Michael Kosteljanetz. Han blev kontaktet af en tidligere kollega, der selv havde været i Etiopien.

– Det er først sent i min karriere, at min interesse for denne type frivilligt arbejde er blevet vakt, og for to år siden var jeg i Rwanda. Jeg synes, det er vigtigt at støtte op om denne type programmer, fordi der er et stort behov for uddannelse. Og når man ser, hvordan man lever andre steder i verden, kan man blot konstatere, hvor privilegeret, man selv er.




Redaktør

Email L2k3G3CZ1qDPX@hc.regionh.dk