Alle sundhedspersoner har tavshedspligt. Det betyder, at sundhedspersoner kun med samtykke fra dig må videregive oplysninger om dine helbredsforhold og øvrige personlige forhold.
Videregivelse af helbredsoplysninger til andre sundhedspersoner, din egen læge eller speciallæge uden samtykke
Sundhedspersoner kan uden dit samtykke videregive informationer, herunder ambulante notater, til andre sundhedspersoner, som aktuelt skal deltage i behandlingen af dig. Det betyder, at hvis du overflyttes til videre behandling på en anden afdeling eller et andet hospital, vil relevante oplysninger om din behandling blive videregivet. Din læge eller den speciallæge, som har henvist dig til behandling, vil modtage et udskrivningsbrev fra hospitalet om den behandling, du har gennemgået, med mindre du over for personalet frabeder dig dette. Det samme gælder, hvis du er blevet behandlet på et af de privatejede specialhospitaler efter reglerne om frit sygehusvalg. Frabeder du dig, at der sendes oplysninger om din behandling til andre sundhedspersoner, vil du blive orienteret om de mulige behandlingsmæssige konsekvenser heraf. I alle andre tilfælde er det normalt nødvendigt, at personalet indhenter dit samtykke, inden de videregiver oplysninger om, at du har været i behandling på hospitalet.
Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål end behandling
Det kræver dit skriftlige samtykke, hvis dine helbredsoplysninger mv. skal videregives til andre formål end behandling, fx til andre offentlige myndigheder, din arbejdsgiver, forsikringsselskaber eller lignende.
Der er dog visse undtagelser herfra, fx:
· behandling af visse sociale sager som fx sager om særlig støtte til børn og unge efter serviceloven, tilbagebetaling af sociale ydelser og i forbindelse med visse sager om førtidspension.
· ganske særlige situationer, hvor hensynet til dig vurderes at skulle vige i forhold til hensynet til andre væsentlige interesser, fx i tilfælde af efterforskning af alvorlig kriminalitet eller hvis andres liv eller helbred, herunder dine pårørendes, udsættes for nærliggende fare.
Hvis hospitalet videregiver helbredsoplysninger mv. om dig til andre formål end behandling, har du ret til at blive orienteret om videregivelsen og formålet hermed.
Du kan læse mere om emnet i
·Sundhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008 med ændringer der følger af lov nr. 319 af 30. april 2008, lov nr. 538 og 539 af 17. juni 2008 og lov nr. 1064 af 6. november 2008.
· Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
· Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
· Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt – dialog og samarbejde med patientens pårørende fra juli måned 2002.