Dansk Multipel Sclerose Center (DMSC) blev etableret i 1994 og har siden udviklet sig til en stor skleroseklinik og forskningsenhed.
DMSC har landets største klinik med næsten 2.000 patienter og har tilbud om flere højt specialiserede behandlinger.
Centralt i DMSC’s forskning er udvikling af nye MS-behandlinger samt translationel og biomarkør forskning. Vi er førende i anvendelsen af kombinationen af traditionelle og nye behandlinger for MS. Med baggrund i vores laboratorieforskning har vi initieret og ledet 2 store internationale forsøg og påvist gavnlig effekt af høj dosis methylprednisolon som tillægsbehandling til interferon-β, og denne kombination er nu etableret som behandlingsprincip verden over.
Vi er ledende indenfor test af antistoffer mod biologiske lægemidler, og på grundlag af denne translationelle forskning er der udviklet internationale retningslinjer vedrørende klinisk anvendelse af måling af neutraliserende antistoffer mod interferon-β, som anvendes overalt i Europa.
Vores forskningsresultater vedrørende biomarkører for behandlingsproces har medført påvisning af flere molekyler, som muligvis kan implementeres i den daglige klinik. Vi samarbejder med mere end 100 europæiske laboratorier og MS-centre om basal, genetisk og immunologisk forskning samt om kliniske forsøg med ny MS-medicin, styret af DMSC. Vi har ledelsen af Dansk Multipel Sclerose Gruppe (DMSG) og har for nylig modtaget en bevilling på 10 millioner kroner til etablering af et dansk netværk for behandling af MS.
Yderligere oplysninger om forskningen i DMSC kan fås på vores hjemmeside www.ms-reseach.dk