Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Ambulant fødsel

At føde ambulant vil sige, at I tager hjem ca. 4-6 timer efter fødslen.
På Rigshospitalet føder alle fleregangsfødende i udgangspunktet ambulant, hvis de har født ukompliceret tidligere.

Hvis du føder ambulant, følger vi naturligvis op på fødslen og barnets trivsel, efter at du er kommet hjem.

For at følge op på fødslen og barnets trivsel ved ambulante fødsler tilbyder vi:

Støtte og information inden I bliver udskrevet fra fødeafdelingen
Inden I bliver udskrevet vil personalet tilbyde støtte til den første amning og observere, at mor og barn har det godt.

Før du tager hjem, får du og evt. din partner mundtlig information om den første tid hjemme, og personalet udleverer skriftligt materiale om tiden efter fødslen, når du har født ambulant.

Besked til sundhedsplejersken
Fødeafdelingen sørger for, at der sendes fax til den lokale sundhedsplejerske og besked til praktiserende læge om, at du har født ambulant. Sundhedsplejersken i de relevante kommuner er informeret om omlægningen til ambulant fødsel,og hvad dette indebærer for jer.

Samtale med en jordemoder dagen efter  fødslen
Dagen efter fødslen vil du blive ringet op af en jordemoder fra barselambulatoriet, som sikrer sig, at du og barnet har det godt.
I aftaler, hvornår I kommer ind til samtale og undersøgelse af barnet i barselambulatoriet i Aldersrogade (se nedenfor)

Konsultation og samtale i barselambulatoriet 2-3 dage efter fødslen
Vi tilbyder jer et besøg i barselambulatoriet på Aldersrogade 2 til 3 dage efter fødslen.
Ved dette besøg vil jordemoderen tale med jer om fødslen, amning, barnets trivsel og andre relevante forhold så I sammen sikrer jer at alt er i orden hos mor og barn (blødning, gulsot og barnets trivsel). Jordemoderen tager en lille blodprøve fra barnet hæl (PKU), som skal undersøges for stofskiftesygdomme. Blodprøven sendes til undersøgelse på Statens Seruminstitut. 

I kan også ved dette besøg få lavet en hørescreening af barnet.
 
Tidspunktet aftaler du med jordemoderen, når hun ringer til dig dagen efter fødslen.

Barselambulatoriet

Derudover kan I, indtil sundhedsplejersken kommer, ringe til os i Barselsambulatoriet i Aldersrogade 6c, eller møde op og få gode råd og vejledning om både amning, barnets trivsel, moderens velbefindende efter fødslen og familiedannelsen. Barselsambulatoriet er åbent dagligt man-fredag 8.30-14.30

Telefon: 24 43 02 72. I aften- og nattetimerne kan vi træffes på 24 43 02 11 eller 24 43 02 22.

Barselhotline

I weekenden samt i aften og nattetimerne kan vi træffes på 24 43 02 11 eller 24 43 02 22, hvor du har mulighed for at få telefonrådgivning om f.x amme - eller trivselsproblemer.



Hvad kan I som kommende forældre gøre før fødslen?

Deltage i undervisningen
For at I som kommende forældre kan være godt forberedte på ambulant fødsel, tilbyder vi én  gang om måneden undervisning i Tiden efter fødslen og ambulante fødsler (modul 1). Det er en jordemoder med speciale i amning og ernæring til den nyfødte, som underviser. Det foregår i et auditorium på fødeafdelingen. Vi anbefaler, at du og din partner deltager ca. 4 uger før forventet fødsel. Læs mere om fødselsforberedelse og tilmeld dig her.

Kontakt sundhedsplejersken
Alle gravide, der forventer at skulle føde ambulant, opfordres til at tage kontakt til deres lokale sundhedsplejerske og evt. aftale besøg inden fødslen. 

Efter den ambulante fødsel
I kan komme i kontakt med en jordemoder på alle tider af døgnet, hvis I har spørgsmål eller der opstår problemer på telefon: 24 43 02 11.