Professor, overlæge Jens Kastrup fra Rigshospitalets Kardiologiske Klinik modtager den 7. december 2010 professor Niels A. Lassen Prisen for mangeårig klinisk forskning.
Den 7. december 2010 tildeles professor, overlæge Jens Kastrup fra Kardiologisk Klinik professor Niels A. Lassen Prisen. Jens Kastrup modtager prisen for sin mangeårige kliniske forskning primært inden for emnerne stofskiftesygdomme og hjertesygdomme.
Stor indsats for stamcellebehandlingJens Kastrup har siden årtusindeskiftet forsket i hjertesygdomme, idet han i sit kliniske arbejde gentagne gange havde stået over for patienter med hjertesygdomme på baggrund af kranspulsåresygdomme, som han ikke kunne hjælpe med de etablerede behandlinger. Han besluttede derfor, at han ville forsøge at etablere de nye eksperimentelle behandlinger, gen- og stamcellebehandling, som nye muligheder for patienter med svær kranspulsåresygdom.
Der er på denne baggrund opstartet to større studier, der skal belyse effekten af stamcellebehandling hos patienter med enten svær kranspulsåresygdom eller hjertesvigt. Resultaterne af disse studier vil være vigtige i forsøget på at etablere stamcellebehandling som et nyt behandlingstilbud til patienter med svær hjertesygdom.
Jens Kastrup har derfor etableret og er leder af Rigshospitalets kardiologiske stamcellelaboratorium, hvor man de sidste otte år har arbejdet på at etablere gen- og stamcellebehandling som en ny behandlingsmulighed for hjertepatienter. Der er 15 medarbejdere tilknyttet forskergruppen, som har gennemført flere større gen- og stamcellebehandlingsprojekter hos patienter med akut blodprop i hjertet, kronisk svær kranspulsåresygdom og hjertesvigt.
Resultaterne tyder ikke på, at genterapi med de nuværende behandlingsmuligheder er den rigtige behandling til patienterne. Derimod ser stamcellebehandling mere lovende ud. De første kliniske resultater af en nyligt afsluttet stamcellebehandling hos 31 patienter med svær kranspulsåresygdom viste, at patienterne allerede seks måneder efter stamcellebehandlingen fik større fysisk arbejdskapacitet og bedre pumpekraft af deres hjertemuskel. Deres anfald med hjertesmerter ved anstrengelse blev mere end halveret samtidig med, at deres forbrug af smertestillende hjertemedicin blev reduceret. Patienterne i undersøgelsen oplevede desuden en generelt forbedret livskvalitet, og stamcellebehandlingen var uden bivirkninger. Studiet viste endvidere, at jo flere celler, patienterne blev behandlet med, jo større var behandlingseffekten. Patienterne er nu fulgt i alt ét år, og behandlingseffekten er ikke aftaget.
Brænder for hjertepatienterJens Kastrup udførte sit disputatsprojekt ”The diabetic arteriole: The impact of diabetic microangiopathy on microcirculatory control” fra 1984 – 1986 på klinisk fysiologisk afdeling, Bispebjerg Hospital, under vejledning af Professor Niels A. Lassen og professor Hans-Henrik Parving.Herefter fortsatte han sin kardiologiske specialuddannelse på Rigshospitalet, hvortil han overførte den store eksperimentelle viden om kredsløbsregulationen, han havde tilegnet sig på Bispebjerg Hospital. Han etablerede et kredsløbsfysiologisk laboratorium og en forskergruppe på kardiologisk afdeling B. Fokus flyttede fra diabetes til patienter med hjertesvigt af ukendt årsag og hjertetransplanterede patienter. Der blev over en årrække afdækket megen ny information om disse patienters regulering af kredsløbet, specielt blodgennemstrømningen i benene, og som var basis for flere disputatser og ph.d.-afhandlinger.
Professor Niels A. Lassen Prisen 2010 uddeles i forbindelse med Bispebjerg Hospitals Forskningsdag: Niels A. Lassen dag, Uddannelsescenteret, Auditorium 1 (indgang 50) den 7. december 2010 kl. 16.30 - 17.30 med efterfølgende reception.