Ved Dansk Cardiologisk Selskabs (DCS) årsmøde tidligere i denne måned modtog to læger fra Hjertemedicinsk klinik prestigefyldte priser, og overlæge, dr.med. Christian Hassager blev valgt som ny formand for DCS.
Selskabets forskerpris 2010For en stor og ganske særlig forskningsmæssig indsats inden for det kardiovaskulære område modtog afdelingslæge, ph.d. Kristian Wachtell selskabets forskerpris 2010. Kristian Wachtell er forfatter eller medforfatter til ikke færre end 140 artikler – sin unge alder til trods (44 år). Det vidner om, at han har brugt stort set al sin tid, siden han startede som turnuslæge, på at forske i hvordan man kan forbedre behandlingen af hjertesygdomme. På en række områder har Kristian Wachtells forskning skabt grundlag for at ændre behandlingen i praksis. Ved at kortlægge en række hjertesygdomme har han sammen med et større team af læger og forskere kunnet vise, at en del dødelige hjertesygdomme kan forebygges med den rette behandling – helt konkret bidrager hans forskning altså til at give hjertepatienter flere år at leve i.
Christian Hassager nyvalgt formandHerudover blev overlæge, dr.med. Christian Hassager på det begivenhedsrige årsmøde valgt som ny formand for DCS for de næste to år, og 1. reservelæge Jesper Kjærgaard blev valgt som lægelig sekretær for selskabet.