Fordele ved telemedicinTelemedicin giver mulighed for hurtig diagnostik på specialistniveau af akutte hjertesygdomme både præhospitalt og på hospital.
Telemedicin giver mulighed for ”second opinion”, dvs. mulighed for, at flere forskellige specialister kan give råd om sygdomstilfælde. Det kan være betryggende for den enkelte patient, og i nogle tilfælde også effektivisere arbejdsgangene i sundhedsvæsenet.
I nogle situationer overflyttes patienter hurtigt til Rigshospitalet, når lidelsen kræver det, men i andre situationer kan Telemedicin bruges til bedre at planlægge supplerende undersøgelser på lokalsygehus, så ventetiden udnyttes bedst muligt.
I praksis har Telemedicin medført, at patienter med blodprop i hjertet, i dag får en meget hurtigere og livsvigtig ballonbehandling af kranspulsårerne end tidligere, og dermed reduceres de livsfarlige følgevirkninger til en akut blodprop i hjertet.
Telemedicinske områder på Rigshospitalet er udviklet siden år 2000Vagthavende 1. reservelæge modtager elektro-kardiogrammer (EKG) sendt fra ambulancer eller læge-/akutbiler i både Region Hovedstaden og Region Sjælland, fra patienter mistænkt for stor blodprop i hjertet. EKG transmitteres digitalt til Hjertecentrets observationsrum og videre til en håndholdt computer, så lægen kan besvare opkald uafhængigt af opholdssted. Systemet benyttes også af sygehuse uden døgndækkende kardiologisk vagt som f.eks. Rønne Sygehus, der siden 2005 har ført flere akutte patienter om året til Rigshospitalet med helikopter. Rigshospitalet behandler ca. 200 patienter om året med stor blodprop i hjertet, som er henvist direkte fra hjemmet baseret på telemedicin.
Non-invasivt laboratorium råder over udstyr til modtagelse af tekst, billeder og video vedrørende ultralydsundersøgelse af hjertet (ekkokardiografi). Amager Hospital, Bispebjerg Hospital, Rønne Sygehus og Frederiksberg Hospital deltager i dette samarbejde. Der er desuden ugentlige telekardiologiske konferencer med sygehuse i Grønland, hvor undersøgelsen transmitteres direkte.
Kardiologisk Laboratorium har systemer til online videokonference med andre sygehuse, som udfører kranspulsåreundersøgelse (koronararteriografi). Ved hjælp af dette udstyr afholdes dagligt videokonferencer med Bispebjerg Hospital og Roskilde Sygehus, hvor undersøgelser gennemgås med henblik på stillingtagen til patienternes videre behandling.
Pacemakerpatienter har nu også mulighed for kontrol hjemmefra via telefonnettet, det vil sige de overfører data fra deres pacemaker hjemme og sender resultatet til en computer på Rigshospitalet, hvorefter de kontaktes og informeres om eventuelle ændringer i behandling eller behov for batteriskifte.
Fremtidige telemedicinske områderI fremtiden må forventes en stor udvikling inden for personlige elektroniske enheder, som vil give mulighed for individuel patientbehandling. Det kendes allerede inden for pacemakerområdet, hvor man kan foretage fjernaflæsning af hjertets rytme og frekvens, hvor det er også er muligt at omprogrammere pacemakeren via instrukser givet over telefonnettet. Der kan forventes lignende udstyr til at måle kroppens væskeindhold, hjertets pumpefunktion og kroppens iltbehov.
Hjertecentrets ambition er fortsat at være i front med udvikling og anvendelse af ny teknologi.Peter Clemmensen