Onkologisk Klinik modtog den 18. august 2012 Global Excellence prisen på baggrund af klinisk kræftforskning, behandling og pleje på højeste internationale niveau.
Bedømmelsesudvalgets formulering om hvorfor Onkologisk Klinik tildeles Global Excellence prisen:
”Onkologisk Klinik dækker mange aspekter ved klinisk kræftforskning, men arbejder sammenhængende med hele området. De er anerkendt nationalt og internationalt for kontinuerligt at forbedre kvaliteten af de forskellige behandlingsformer ved kræft.
Som den eneste af sin art i Danmark har afdelingen en fase 1 enhed – fasen, hvor de allertidligste kliniske forsøg med nye behandlingsmetoder og lægemidler påbegyndes på mennesker. Fase 1 enheden er en attraktiv samarbejdspartner for den internationale farmaceutiske industri.
Bedømmelsesudvalget understregede, at dette faglige miljø står stærkt inden for alle hovedkriterierne. Foruden tiltagende fokus på translationel forskning, hvor der bygges bro mellem grundforskning og arbejdet med patienterne i klinikken, har afdelingen stort fokus på rehabilitering og udvikling af lindrende behandling. Dermed favner de den brede palet på kræftområdet, fremhævede bedømmelsesudvalget.”
Hvad er Global Excellence?Formålet med Global Excellence er at synliggøre og anerkende miljøer i sundhedsvæsenet og på regionens universiteter, som på baggrund af forskning i topklasse har evnet at udvikle og ibrugtage nye banebrydende sundhedsydelser og behandlinger til gavn for patienterne.
Prisen ”Global Excellence i sundhed” uddeles af Region Hovedstaden, Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet og skal fremme faglige miljøer i verdensklasse indenfor sundhedsområdet.
Patientbehandling i verdensklasse fordrer en mangesidet indsats på højt internationalt niveau, og Global Excellence prisen er en anerkendelse af de sundhedsfaglige miljøer på regionens hospitaler og universiteter, som evner en sådan indsats. Prismodtagerne er i udvælgelsen vurderet af et fagligt bedømmelsespanel på omfang og kvalitet af forskning og udvikling, undervisning, undersøgelse og behandling af patienter, innovation samt formidling af den nye viden.
I alt 20 Global Excellence-priser er uddelt siden 2010. Udmærkelsen gælder for en periode på fem år og følges op af en bevilling på 1,5 mio. kr.
Video-interview med professor og klinikchef Hans von der Maase