Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Leukæmi (akut)

Ved leukæmi forstås oftest akut leukæmi. Kronisk leukæmi omtales for sig, dels under kronisk myeloid leukæmi, dels under kronisk lymfatisk leukæmi.

Akut leukæmi er en livstruende blodsygdom som rammer knoglemarvens umodne bloddannende celler og fører til, at disse ikke kan blive til normale modne celler. I stedet forbliver disse celler på et umodent stadium uden at udføre nogen funktion, og vil i tiltagende grad fortrænge de normale celler. Dette fører til blodmangel, samt til en mangel på blodplader, som viser sig ved blødningstendens og endelig til en mangel på normale hvide blodlegemer, som viser sig ved nedsat forsvar mod infektionssygdomme. Der findes flere typer af akut leukæmi, som opdeles i 1) akut myeloid leukæmi (AML), som er den hyppigste akutte leukæmiform (250 nye tilfælde i Danmark om året) og 2) den noget mere sjældne akutte lymfatiske leukæmi (ALL) (50 nye tilfælde i Danmark om året).

Akut lymfatisk leukæmi opstår i celler, som under normale forhold ville blive til modne hvide blodlegemer af den type som findes i lymfeknuder og som danner antistoffer eller som deltager i bekæmpelse af virusinfektioner (lymfocytter).

Akut myeloid leukæmi opstår i celler som under normale forhold ville blive til modne hvide blodlegemer af den type som cirkulerer i blodet og er ansvarlig for bekæmpelse af infektioner forårsaget af bakterier og svampe (monocytter og granulocytter). Endvidere kan celler som under normale forhold ville blive til røde blodlegemer og til blodplader blive omdannet til leukæmiceller af typen akut myeloid leukæmi.

Læs mere om sygdommens diagnose
Læs mere om behandling af Leukæmi (akut)