Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Udvikling og udviklingsforstyrrelser

Jo tidligere barnet er født, desto større er risikoen for udviklingsforstyrrelser. Hjerneskade samt psykologiske og motoriske problemer rammer især de ekstremt tidlig fødte.

De fleste tidligt fødte børn udvikler sig normalt, men som gruppe er tidligt fødte børn mere sårbare end børn født til terminen. Derfor får flere af børnene udviklingsforstyrrelser.

Jo tidligere barnet er født, jo større er risikoen. Det er vigtigt at understrege, at der er tale om en risiko. For selv de ekstremt tidligt fødte børn - der er født mere end 12 uger før terminen - udvikler sig ofte normalt på længere sigt.

Hovedparten af tidligt fødte børn er dog født moderat tidligt - det vil sige tre til otte uger før terminen - og langt de fleste af dem udvikler sig normalt.

Cerebral parese (spasticitet)
En af de udviklingsforstyrrelser, som kan ramme for tidligt fødte, er Cerebral parese. 

Cerebral prarese er en hjerneskade. Det viser sig oftest som spasticitet i første til andet leveår. Nogle børn vil udvikle spasticitet eller andre motoriske funktionsnedsættelser.

Hos børn med spasticitet er den motoriske funktionsnedsættelse mest i øjenfaldende, men det er vigtigt også at være opmærksom på kognitive vanskeligheder hos børn med cerebral parese.

Spasticitet ses hos op til 10 procent af ekstremt tidligt fødte børn. Det er ofte en større hjerneblødning, som er årsag til hjerneskaden. Hjerneblødninger hos tidligt fødte børn opstår i forbindelse med fødslen eller i løbet af den første uge efter fødslen. Hyppigheden af cerebral parese er væsentligt mindre hos de meget tidligt fødte og moderat tidligt fødte børn.

Syn og hørelse
Nedsat syn kan opstå som en del af en større hjerneskade, men ses også som følge af forandringer i nethinden (Retinopathy Of Prematurity - ROP), som særligt rammer ekstremt tidligt fødte børn. Det er kun børn født mere end otte uger før terminen, der er disponerede for ROP. De bliver derfor rutinemæssigt undersøgt af en øjenlæge.

Omkring 3,5 procent af børnene født mere end otte uger før terminen opereres. Og cirka 0,6 procent får svær synsnedsættelse på grund af ROP. Det svarer til et – to børn om året i Danmark.

Det er meget sjældent, at tidligt fødte får nedsat hørelse. Men hos børn med sprogproblemer er det vigtigt at være opmærksom på dette.

Psykologiske og mindre motoriske udviklingsvanskeligheder
Langt de fleste tidligt fødte børn udvikler ikke spasticitet og har ikke nedsat syn eller hørelse. Særligt de ekstremt tidligt fødte børn har imidlertid en øget risiko psykologiske og mindre motoriske udviklingsforstyrrelser. Sådanne vanskeligheder kan have stor betydning for børnene. Hvor stor andelen af tidligt fødte børn med psykologiske og mindre motoriske udviklingsforstyrrelser er, afhænger af, hvorledes man definerer disse udviklingsforstyrrelser (læs mere i afsnittene om 'psykologisk udvikling' og 'motorisk udvikling' ).
Men uanset hvilken definition man anvender, er der tale om en risiko, som alt andet lige er større, jo tidligere barnet er født.


Vigtigt at bruge den korrigerede alder
Generelt gælder, at tidligt fødte børn gennemgår samme udviklingsfaser som børn født til terminen. Men når man skal vurdere et tidligt født barns udvikling, er det vigtigt at bruge den såkaldt 'korrigerede alder'.

Den korrigerede alder er den alder, barnet ville have, hvis det var født til tiden - til terminen. De sædvanlige milepæle i barnets udvikling skal man ikke vurdere ud fra barnets fødselsdag, men ud fra den korrigerede alder.

Man skal i princippet huske at korrigere for den tidlige fødsel i hele barnets opvækst, men den praktiske betydning er størst i de første to - tre leveår. Man kan ikke sige, at barnet ”indhenter sin tidlige fødsel”, når det bliver ældre – den praktiske betydning af at korrigere for den tidlige fødsel bliver blot mindre og mindre, som tiden går.

Redaktør
Videnscenter for Tidligt Fødte Børn
Email GIk@ud.regionh.dk