Vævstypelaboratoriets opgaver vedrører bl.a. transplantation, herunder sikring af forligelighed ved f.eks nyre- og knoglemarvstransplantation, diagnostik af immundefekter, diagnostik af blodkræft (især hos børn) samt opfølgende undersøgelser under behandling heraf, typebestemmelse af blodplader og diagnostik ved mangel af disse, bestemmelse af bestemte risikofaktorer ved såkaldt autoimmune sygdomme som f.eks. leddegigt og dissemineret sklerose. Laboratoriet vejleder de kliniske afdelinger m.h.t. ovennævnte sygdomme.
Vævstypelaboratoriet er det eneste af sin art i Østdanmark, og nogle af laboratoriets undersøgelser udføres desuden for hele landet.
Laboratoriet er akkrediteret af den amerikanske organisation for vævstypebestemmelser m.v. og kan derfor som den eneste institution i Danmark søge knoglemarvsdonorer i det amerikanske donorkorps, der er verdens største.
Vævstypelaboratoriet er hjemsted for det Østdanske knoglemarvsdonorkorps (KMDØST), som beskrives nærmere under punktet for knoglemarvsdonor.Afdelingen har en omfattende forskning, der generelt omhandler immunsystemets opbygning og funktion specielt med henblik på sammenhængen mellem bestemte, arvelige faktorer og dispositioner til en række sygdomme som f.eks. allergi, sukkersyge, leddegigt og dissemineret sklerose, transplantation, immundefekter, vaccination. Endvidere forskes der i blodkræft.