Målsætning
Hvad er klinisk fysiologi?Ved klinisk fysiologiske undersøgelser undersøges den menneskelige organismes funktioner med henblik på at indsamle information, der kan bidrage til udredning af en eventuel sygdom. Fysiologiske undersøgelser kan f.eks. være blodtryksmålinger, elektrokardiogram (EKG) og lungefunktionsundersøgelser.
Hvad er nuklearmedicin?Nuklearmedicinske undersøgelser er undersøgelser, hvor der anvendes radioaktive sporstoffer. Sporstoffet sprøjtes oftest ind i en blodåre, men kan også spises eller indåndes via en maske.Efter sporstoffet er kommet ind i kroppen, lokaliseres det typisk med et gammakamera, der tager billeder af f.eks. knogler, nyrer, lever eller hjerte. Organets størrelse, struktur og funktion kan således vurderes og bidrage til udredning af en eventuel sygdom. Vi anvender SPECT og SPECT/CT kameraer til patientundersøgelser. Hvad er PET?PET (positron emissions tomografi) - undersøgelser er undersøgelser, hvor der anvendes en særlig type radioaktive sporstoffer med kortere halveringstid. Hyppigst anvendes et radioaktivt mærket sukkerstof, der sprøjtes ind i en blodåre, til påvisning af væv med højere sukkeromsætning end normalt - f.eks. kræftvæv.
PET kan kombineres med CT (PET/CT), hvor man kombinerer anatomi (CT) med funktion (PET) og får en meget nøjagtig angivelse af sygdomsspredning. CT scanningen kan udføres som på røntgenafdelingen med kontrastmidler, som man drikker og/eller får sprøjtet ind i en blodåre.
Udover til kræft, kan PET anvendes til visse infektions- og inflammatoriske sygdomme samt visse hjerne- og hjerteundersøgelser. Hvad er et radioaktivt sporstof?Alle grundstoffer kan findes i flere former, såkaldte isotoper. Visse isotoper er ustabile og udsender derfor radioaktiv stråling. Det er disse ustabile isotoper, i daglig tale kaldet radioaktive sporstoffer, man benytter sig af ved en nuklearmedicinsk undersøgelse.
Det mest benyttede radioaktive sporstof er 99m Technetium. Stoffet har ingen bivirkninger og er ude af kroppen igen efter ca. 1 døgn (halveringstiden er 6 timer). Den stråledosis der gives ved nuklearmedicinske undersøgelser er meget ringe, og af samme størrelse som ved visse røntgenundersøgelser.
I PET er fluor-18 (F18) det mest benyttede sporstof. Det er uden bivirkninger og er ude af kroppen igen efter ca. et halvt døgn (halveringstiden er 2 timer).