Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Pressemeddelelse: DR-dokumentar "Når lægen ved bedst"

DR-Dokumentaren ”Når lægen ved bedst” har den 24. september sået tvivl om Rigshospitalets behandling af patienter med lungehindekræft (mesotheliom).
Programmet anklager Rigshospitalet for gennem flere år at have undladt at behandle patienter i kemoterapi med stoffet Alimta – et stof som ifølge dokumentaren er det eneste godkendte middel til netop denne sygdom. I stedet har hospitalet ifølge DR-dokumentaren udsat sine patienter for en forsøgsbehandling med et stof (Vinorelbine), der angiveligt ikke skulle være så effektivt.
 
Rigshospitalets lægelige direktør, Jannik Hilsted, afviser kritikken.
 
- Vi har naturligvis givet vore patienter den behandling, som ifølge vores bedste lægefaglige vurdering er den optimale. Lungehindekræft er desværre i langt de fleste tilfælde en dødelig sygdom, og uanset hvilken kemoterapikombination, man vælger, vil der oftest være tale alene om en livsforlængende behandling.
 
Alimta er ganske rigtigt det eneste stof, der har opnået en godkendelse af Lægemiddelstyrelsen. En sådan godkendelse betyder imidlertid blot, at producenten har tilladelse til at markedsføre stoffet. Der findes ingen videnskabelige resultater, som viser, at kombinationsbehandling med Alimta er bedre eller dårligere end en kombinationsbehandling med Vinorelbine – derfor er der heller ingen internationale behandlingsretningslinjer, som anbefaler det ene stof frem for det andet.
 
Det bekræftes af to af de internationale kræfteksperter, som medvirker i DRs dokumentar.

Professor Rolf Stahel fra Universitetshospitalet i Zürich siger i en e-mail til Rigshospitalet:

- Der er ingen videnskabelige beviser for, at den ene kombinationsbehandling skulle være den anden overlegen.
 
Dr. Ulrich Gatzemeier fra Hospital Grosshansdorf i Tyskland supplerer:

- Fra et videnskabeligt synspunkt og ud fra publicerede data er det stadig tilladt og berettiget at behandle patienter med Cisplatin/Vinorelbine som førsteliniebehandling og Alimta som andenliniebehandling.

Det er netop denne praksis, Rigshospitalet har haft siden 2004. I det lys beklager Rigshospitalets lægelige direktør, Jannik Hilsted, at DR-Dokumentar unødigt og grundløst skaber ængstelse hos en stor gruppe patienter og pårørende, som kan være i tvivl om, hvor vidt de er blevet behandlet korrekt. 

- Det er helt afgørende for os, at vore patienter har tillid til, at vi yder dem den bedste behandling. Derfor har vi gennem utallige samtaler, møder og skriftlige henvendelser forsøgt at forklare programmets tilrettelægger baggrunden for vores behandlingspraksis og vores resultater – men der har tilsyneladende ingen interesse været i at høre argumenter, som gik imod programmets tese.

Jannik Hilsted erkender dog, at kommunikationen mellem Rigshospitalet og patienter i behandling for lungehindekræft tydeligvis ikke har været optimal.

- Det fremgår jo af DRs dokumentar, at en række patienter ikke har følt, at vi har givet dem den bedste behandling. Det kan vi naturligvis ikke leve med, og det har vi taget konsekvensen af.

Siden 14. juni 2007 har Rigshospitalet derfor gjort det muligt for patienter at blive behandlet med Alimta, hvis de ønsker det – selv om en kombinationsbehandling med Alimta altså ikke er dokumenteret bedre end hospitalets normale behandling.
Redaktør
Kommunikationsenheden
Email L2k3G3CZ1qDPX@hc.regionh.dk